Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

De Bergske Blade

Oprindelig forfatter JDS Seneste forfatter Redaktionen

De Bergske Blade, dansk bladgruppe, grundlagt af politikeren Christen Berg i 1870'erne. Den omfattede indtil 1991 primært de seks dagblade: Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet (Holstebro), Kolding Folkeblad, Ringkjøbing Amts Dagblad, Thisted Dagblad og Viborg Stifts Folkeblad. Dertil kom i kortere perioder enkelte andre aviser. Politisk tilhørte bladene partiet Venstre indtil 1976, hvorefter de blev uafhængigt liberale.

De Bergske Blade blev indtil 1991 udgivet af Christen Bergs arvinger; politikeren Sigurd Berg ledede firmaet 1904-21. Da kapitalen i 1990 var næsten opbrugt, blev bladgruppen solgt til erhvervsmanden Klaus Riskær Pedersen. Efter Riskærs betalingsstandsning i 1992 blev Frederiksborg Amts Avis solgt til Dagbladet (Ringsted), og siden blev Kolding Folkeblad solgt til JydskeVestkysten. De fire øvrige blade blev fra 1992 udgivet af Nordvestjysk Mediecenter A/S i stadig tættere samarbejde, fra 1993 med fælles sektion for lands- og udenrigsstof.

I 1994 købte Det Berlingske Officin De Bergske Blade, men solgte snart halvparten til de tre Stiftstidender (Fyens, Aalborg og Århus). I 2004 købte Det Berlingske Officin (nu Berlingske Media) endnu en andel og ejede herefter 2/3 af bladgruppen.

Annonce

I efteråret 2006 blev Thisted Dagblad solgt til Nordjyske Stiftstidende, og pr. 1.1.2007 blev bladgruppen, der da omfattede Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Viborg Stifts Folkeblad, selskabsmæssigt fusioneret med Århus Stiftstidende til Midtjyske Medier.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge: De Bergske Blade i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46034