Avisernes vækst accelererede 1914-19, mens de med eller mod deres vilje stod i statens og krigens tjeneste. Men et tilbageslag fulgte, og de følgende 20 års barske konjunkturer gav mange af dem problemer; en del ophørte, og kun få nye kom til. På et mættet marked konkurreredes der knivskarpt om både annoncer og læsere, som blev hvervet ved reklamer og præmier samt revolverjournalistik og store overskrifter. En ny type formiddagsavis i halvformat (40×27 cm, tabloidformatet) slog an i storbyerne med sensationsreportage, billeder, tegneserier, sport, sex og kriminalitet. Millionoplag blev opnået både af New York-pioneren Daily News (grdl. 1919) og af de nye og ældre aviser, der efterlignede den i stil og indhold, i 1930'ernes Europa bl.a. Daily Mirror (London) og Paris Soir. Der var tillige stadig medvind for de største populære morgenaviser, som brugte populærpressens journalistik i moderate doser sammen med solidt nyhedsstof: Daily Express og Daily Herald (London), Berliner Morgenpost, Le Petit Parisien mfl. Men ikke alle kunne konkurrere på solonyheder, fotos, egenreklame og fjerndistribution, og mange mindre aviser gik ned. Der var imidlertid stærk vækst for de bladkæder, som så småt havde vist sig fra ca. 1900. I USA ejede W.R. Hearst i 1935 26 aviser, der tilsammen stod for 15 % af salget; 63 aviskæder havde i alt 328 aviser og 44 % af salget. I Storbritannien lå 71 % af avissalget i 1937 hos seks koncerner. I Tyskland havde tre til fire partier samt den konservative industrimand A. Hugenberg magt over mange aviser, både som ejer og via annonce- og nyhedsbureauer.
Med nationalsocialisternes fremgang ændrede forholdene sig i Tyskland. I 1932 havde nationalsocialisterne 59 partiaviser (3 % af oplaget), i 1944 havde de 200, dvs. 33 %. Hovedorganet Völkischer Beobachter (1920-45) blev med 1,2 mio. eksemplarer landets største. Man tvang gradvist de fleste uafhængige aviser til at lukke eller sælge til nationalsocialisternes Eher-Verlag, som i 1944 sad på 82 % af oplaget. Politisk var styringen endnu strammere: Kun medlemmer af de nazistiske fagforbund kunne skrive i pressen, og de fik dagligt direktiver fra Propagandaministeriet, som fra 1933 styrede alle nyhedstelegrammer fra nyhedsbureauet DNB (Deutsches Nachrichten Büro). Den helt ensrettede presses oplag stagnerede dog, og nazisterne foretrak massemøder, plakater, film og radio som medier for deres propaganda.
I Italien tvang fascisterne fra 1922-25 alle pressefolk ind i et professionsregister, der ligesom nyhedsbureauet (Stefani) var statsstyret, men hverken deres egne aviser, anført af Il Popolo d'Italia (1914-45), eller radioen fik totalt greb om opinionen. Det samme gjaldt mellemkrigsårenes andre diktaturer i Øst- og Sydeuropa, inklusive Portugal samt Spanien under Franco (1936/39-75); censur og politiovergreb hindrede regeringsfjendtlig information, men kunne ikke sikre mobiliserende ensretning.
Ensretning opnåede til gengæld kommunisterne i Sovjetunionen. 1917-18 lukkede de alle andre aviser end partiets egne. Tilbage blev partiorganet Pravda (grdl. 1912), der havde lokaludgaver overalt, samt de aviser, der blev dirigeret via Sovjetstaten (Izvestia), ungkommunisterne (Komsomolskaja Pravda), fagforeningerne (Trud), hæren, unionsrepublikkerne osv. Alt stof kontrolleredes i detaljer af partiets agitprop-sektioner, og det journalistiske initiativ visnede. Statsbureauet TASS (1918-25 kaldet ROSTA) havde desuden monopol på telegramnyt. Med partiets indre ensretning 1921-28 forsvandt al debat- og informationsfrihed under en retsløs meningsterror i Stalins tid. Fra 1953 blev styringen mere lovbunden og rationel, men ikke mindre total, og før Sovjetstatens sammenbrud 1988-91 gav kun illegale skrifter et alternativ. Grundstrukturen overførtes 1945-49 til Østeuropas otte "folkedemokratiske" satellitdiktaturer — med kun beskeden plads til organer for et par magtesløse borgerlige støttepartier. Fra 1948 kunne mønsteret delvis genfindes i Kina og andre asiatiske kommuniststater. I Jugoslavien, hvor telegrambureauet TANJUG var ret åbent udadtil, var ensretningen mindre, men egentlig opposition kom heller ikke her til orde.
I 1939 var der kun pressefrihed i Storbritannien og de fire hvide dominions (Australien, Canada, New Zealand og Sydafrika), i Frankrig, USA samt ti småstater i Nordvesteuropa og tre i Latinamerika. 1944 var den også borte i seks af disse stater og indskrænket i de øvrige, som bekæmpede spionage og tysk radiopropaganda med nyhedscensur og modpropaganda.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.