• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyrkiet - massemedier

Oprindelig forfatter KeJe Seneste forfatter Redaktionen

Den første tyrkiske avis, Takvım-i-Vekayi, blev grundlagt i Istanbul i 1831 og var et halvofficielt regeringsblad. Fra midten af 1800-t. begyndte egentlige dagblade at udkomme.

Selv om aviserne har relativt store oplag er den trykte presse ringe udbredt, svagest i det østlige Tyrkiet. Radio og tv når ud til hele befolkningen. I 2005 udkom 67 dagblade. De toneangivende er Cumhuriyet (Republikken), der blev grundlagt i 1924 og har et oplag på ca. 58.000 og Hürriyet (Friheden), grdl. 1948, der med et oplag på ca. 519.000 også er et af landets største.

Andre store aviser er Sabah (Morgen), grdl. 1985, oplag ca. 446.000 og Milliyet (Nationen), grdl. 1950, oplag ca. 261.000. De har alle base i Istanbul og ligger politisk i midten, men er uden egentlig partitilknytning. I Ankara udkommer det engelsksprogede Turkish Daily News, grdl. 1961, der har et oplag på ca. 54.000. Nyhedsbureauet Anadolu Agency blev grundlagt i 1920.

Annonce

Det statslige radio og tv, Türkiye Radyo Televizyon Kurumu (TRT), grdl. 1964, har flere landsdækkende radiokanaler, fem landsdækkende tv-kanaler og to tv-kanaler, der sendes via satellit. I begyndelsen af 1990'erne ophævedes statens radio- og tv-monopol, og der eksisterer i dag over 1000 private radiostationer og omkring 300 private tv-stationer. Blandt de største tv-kanaler er Kanal D, Show TV, Star TV samt nyhedskanalerne NTV og CNN Türk. Befolkningen har desuden adgang til en række udenlandske satellitprogrammer, heriblandt kurdiske.

Militæret, politisk islam og det kurdiske spørgsmål er ømtålelige emner i medierne; derimod er kritik af politikerne og regeringens embedsmænd almindelig.

Læs mere om Tyrkiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ketty Jensen: Tyrkiet - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175690