Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sydkorea - massemedier

Oprindelig forfatter GHe Seneste forfatter Redaktionen

Siden Sydkoreas første dagsavis blev publiceret i 1898, har medierne spillet en væsentlig politisk rolle i det koreanske samfund; med kongfuzianismens dominans som morallære har pressen en klar politisk opdragende funktion og har, uanset at de fleste aviser er privatejede, reelt fungeret som talerør for skiftende regeringer.

Medierne var tidligere underlagt censur, men med reformpolitikken i anden halvdel af 1980'erne skete der en opblødning, og antallet af dagblade firedobledes. Som nr. 34 (2005) ligger Sydkorea i den pæne ende på Journalister uden Grænsers verdensomspændende indeks over pressefrihed (Nordkorea er den sidste på en 167. plads). I begyndelsen af 2000-t. er der 116 dagblade, heraf 21 landsdækkende (og tre engelsksprogede), hvoraf de førende er Dong-A Ilbo, Choson-Ilbo og den intellektuelt orienterede Hankyoreh Sinmun.

Landets samlede dagbladsoplag er på 9,4 mio. (2002), og pressen fungerer i stigende grad som et korrektiv til magthaverne. Aviser, der primært indeholder sport og tegneserier, har desuden store oplag. Radio og tv er overvejende statsejede. Tilstedeværelsen af en tv-station, som er tilknyttet de amerikanske tropper, der også har egen avis på engelsk (oplag 34.000) i landet (AFKN), er ofte udsat for kritik.

Annonce

Det seneste skud på mediestammen i Sydkorea er net-avisen OhmyNews. Projektet blev etableret i 2000 med nogle få journalister og 767 "borger-journalister" med det formål at revolutionere nyhedsformidlingen. Fænomenet har været en stor succes. Ved valget i 2002 mobiliserede avisen især de yngre vælgergrupper, som blev afgørende for udfaldet.

Præsident Roh Moo-hyun gav sit allerførste interview til OhmyNews. I dag har avisen ca. 40.000 registrerede "civile" og godt 50 professionelle journalister. OhmyNews er nu placeret blandt de mest indflydelsesrige medier i Sydkorea. Sydkoreanere er storforbrugere af nyheder; de største aviser har enorme mediekonglomerater, som også leverer tidskrifter - fra dybt seriøse specialudgivelser til letfodede dameblade - radio og tv.

Det familieejede Choson-Ilbo ejer desuden et kunstgalleri og et turisthotel, og avisen sponsorerer bl.a. en årlig pris til en debuterende forfatter, kunstudstillinger, sportsbegivenheder og foredragsrækker om aktuelle sociale emner. Internettet har vundet stort indpas i Sydkorea, hvor 34 mio. mennesker var jævnlige brugere i 2005.

Læs mere om Sydkorea.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Geir Helgesen: Sydkorea - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168051