Det af staten oprettede aktieselskab AB Radiotjänst begyndte at sende radio fra 1. januar 1925. Selskabet, der havde monopol på radioudsendelser, blev finansieret via licens og havde public service-forpligtelser. Radiotjänst oprettede sin anden radiokanal i 1955 og den tredje (melodiradio) i 1962. Siden blev regionalradio tilføjet og 25 lokale radiokanaler. Efter at det i 1993 blev tilladt at drive kommerciel lokalradio, har Sverige i dag en række private radiostationer, der fortrinsvis spiller populærmusik.

Sveriges Radio AB (SR) begyndte i 1957 at sende tv regelmæssigt. 1979-93 var SR en koncern med fire programproducerende datterselskaber, Sveriges Television (SVT), Sveriges Riksradio, Sveriges Lokalradio og Sveriges Utbildningsradio. I 1994 overgik aktierne til tre selvstændige, offentligt ejede aktieselskaber, Sveriges Television AB, Sveriges Radio AB og Sveriges Utbildningsradio AB.

TV2 åbnede i 1969 som en selvstændig kanal med en programlægning, der dannede kontrast til TV1. TV2 havde 1987-94 ti regionale enheder, mens Kanal 1 (tidligere TV1) var baseret i Stockholm. Det regionale blev styrket og indgik i begge kanaler fra 1996, da de blev lagt sammen under fælles ledelse og ændrede navn til SVT1 og SVT2. Nyhedskanalen SVT24 kom til i 1999, da digital sending påbegyndtes både fra jordnettet og over satellit. Med sending via satellit fra London brød det private, reklamefinansierede TV3 tv-monopolet fra 1987. Formelt blev SVTs landsdækkende monopol erstattet af et duopol med oprettelsen af det private statskoncessionerede TV4 i 1991. SVTs markedsandel var i 1999 47%, TV4 havde 27%, TV3 11%, og den kommercielle, ligeledes Londonbaserede og satellitbårne Kanal 5's markedsandel var på 6%.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig