Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slovakiet - massemedier

Oprindelig forfatter KeJe Seneste forfatter Redaktionen

Den første slovakiske avis blev grundlagt i Bratislava i 1783 under det ungarske herredømme. I 2005 udkom en halv snes dagblade. Det største er tabloidavisen Nový čas ('Ny tid'), grdl. 1990, med et oplag på ca. 185.000, efterfulgt af Pravda ('Sandheden'), grdl. 1945, oplag ca. 76.000. Under det kommunistiske styre var Pravda det førende dagblad.

Andre større dagblade er SME ('Vi er'), grdl. i 1993. Siden årtusindeskiftet er dagbladenes antal og oplag faldet kraftigt. Alle større dagblade er privatejede. Det statsejede nyhedsbureau TASR, grdl. 1992, fik i 1997 selskab af det kommercielle SITA.

Den statslige radio, Slovenský Rozhlas, har fire kanaler, og det statslige tv, Slovenská televízia, har to. Desuden findes mere end 20 lokale radiostationer og over 70 lokale tv-stationer. Den landsdækkende kommercielle tv-station Markíza, der begyndte at sende i 1996, regnes blandt de mest indflydelsesrige medier i landet.

Annonce

Medielandskabet er under kraftig forandring, og kabel- og satellit-tv vinder hastigt frem. Det gælder især tjekkiske og ungarske kanaler, men også tyske kommercielle kanaler er populære.

Læs mere om Slovakiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ketty Jensen: Slovakiet - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161192