Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rumænien - massemedier

Oprindelig forfatter KeJe Seneste forfatter BlochP

Det rumænske mediemarked har siden 1989 været et af de mest dynamiske i det sydøstlige Europa. I 2005 udkom knap 50 dagblade, og mange rumænere læser gerne tre til fire aviser daglig. Under Ceauşescu 1965-89 fungerede medierne som talerør for Kommunistpartiet. Siden er pressefriheden nedfældet ved lov, og mediernes antal steget eksplosivt. Alle større provinsbyer har mindst én lokal radio- og tv-station samt et lokalt dagblad. Nogle få store medievirksomheder dominerer markedet. De største dagblade er Libertatea (Frihed), oplag ca. 252.000, Jurnalul National (Nationaltidende), oplag ca. 122.000 og Evinimentul Zilei (Dagens begivenhed), oplag ca. 75.000. Der udkommer også en række aviser på ungarsk. Det statsejede nyhedsbureau Rompres, grdl. 1949, er hårdt trængt af det private og uafhængige Mediafax. Foruden den statslige radiotjeneste, SSR, grdl. 1928, findes over hundrede private og lokale stationer. Det statslige tv, Televiziunea Română (TVR), har to nationale kanaler plus en international satellitkanal. Desuden eksisterer der en række private tv-stationer, hvoraf de største er Pro TV, Antena 1 og Prima TV. Også udenlandsk tv via kabel og satellit er udbredt; i større byer er op mod 90% af husstandene tilsluttet kabel-tv.

Læs mere om Rumænien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ketty Jensen: Rumænien - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153325