Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - massemedier (elektroniske massemedier)

Oprindelig forfatter JøMad Seneste forfatter Redaktionen

Den reklamefri statsradio Norsk Rikskringkasting (NRK) blev grundlagt i 1933 og fik ved lov monopol på radioudsendelser i Norge. Før da havde private stationer sendt til mindre dele af landet, eksempelvis fra reklamefinansierede sendere i Oslo og Bergen (begge fra 1925) og Troms (1926); den første nordiske radiostation begyndte at sende i april 1923 fra Tryvannshøgda nær Oslo.

NRK overtog de daværende fire private sendeselskaber, og sidst i 1930'erne nåede NRKs udsendelser hele Fastlandsnorge; fra slutningen af 1960'erne som FM-sendinger. Både radio og tv blev sendt med FM-frekvenser, og med udbygningen af sendenettet 1958-70 indførtes samtidig tv i NRKs regi; prøvesendinger med farve-tv blev påbegyndt i 1972. I 1996 indførtes en ny tv-kanal, NRK 2, og fjernsyn kunne nu nå Svalbard, Jan Mayen og oliefelterne via satellit. Radiokanalen Program 2 indledte officielt sine sendinger i 1984, og siden er tre andre kanaler kommet til. NRK er i dag et statsejet aktieselskab, og Stortinget fastsætter licensen.

I 1981 indledtes forsøg med uddeling af koncessioner til lokalradioer, udbydere af kabel-tv og videresendere af udenlandske satellitprogrammer. I 1988 ophævedes NRKs monopol på lokale radio- og tv-sendinger, som samme år fik tilladelse til at sende reklamer, og de landsdækkende selskaber TV 2 (sendestart 1992) og P 4 (1993, udelukkende radio) er siden blevet stærke konkurrenter til NRK. I alt fandtes ca. 300 nærradiostationer i Norge i 1997.

Annonce

Læs mere om Norge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Madsen: Norge - massemedier (elektroniske massemedier) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132840