Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ghana - massemedier

Oprindelig forfatter Vilby Seneste forfatter Redaktionen

Mediedækningen har i mange år været bedre i Ghana end i de fleste andre lande syd for Sahara. Der er stor pressefrihed, og de private medier er ofte stærkt regeringskritiske. Commonwealth Press Union har beskrevet Ghanas medieverden som en af de frieste på kontinentet. Fra 1989 løsnedes regeringskontrollen med pressen betydeligt, og den egentlige pressefrihed kom med den nye grundlov i 1992. Midt i 1990'erne var der eksempler på fængsling af redaktører, der anklagede regeringen for involvering i bl.a. korruption, men i flere tilfælde frifandt domstolene pressen for regeringens anklager.

Radioen er Ghanas vigtigste medie, og direkte telefon-programmer er meget populære. Der er mange private FM-stationer. Ghana Broadcasting Corporation (GBC) er det statslige radio- og tv-selskab, men der er også privat kommercielt tv. Der udgives mange aviser og tidsskrifter. Se også Afrika (massemedier).

Læs mere om Ghana.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Vilby: Ghana - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83730