Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Estland - massemedier

Oprindelig forfatter Lund Seneste forfatter Redaktionen

De første aviser var tysksprogede og udkom fra 1689 i hovedstaden Tallinn. Først fra 1806 udkom aviser på estisk, udsendt fra universitetsbyen Tartu. Alle aviser blev frem til 1917 underkastet streng censur af det russiske kejserdømme, men alligevel betød de ofte små estiske aviser meget for udviklingen og fastholdelsen af et moderne estisk skriftsprog. Forfatningen af 1920 garanterede pressefriheden i et selvstændigt Estland, men allerede i 1933 satte undtagelseslove pressefriheden ud af kraft, og under den sovjetiske okkupation var den estiske presse underkastet streng censur.

Så tidligt som 1985 blev de estiske aviser spydspidser for en ny uafhængighedsbevægelse, i første omgang bygget op omkring kampen for et bedre miljø og fra slutningen af 1980'erne åbenlyst omkring en kamp for et selvstændigt Estland. Radioen (grdl. 1926) og fjernsynet (grdl. 1955) fik også mulighed for en profileret programflade omkring miljøspørgsmål.

Efter selvstændigheden i 1991 fulgte en eksplosion i medieudbuddet, først inden for de trykte medier, fra 1992 også inden for de elektroniske medier med indførelse af private radio- og tv-stationer. Fra midten af 1990'erne er der imidlertid sket en kraftig koncentration af den vildtvoksende estiske presse. I 2004 blev der udgivet 13 officielt registrerede dagblade og 120 ugeaviser.

Annonce

Læs mere om Estland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Lund: Estland - massemedier i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72417