Belgien - massemedier, Belgien har et mangfoldigt udbud af medier og en lang pressehistorie. Et af de første nyhedsblade i Europa udkom således i begyndelsen af 1600-t. i Antwerpen. Som konsekvens af landets sproglige opdeling henvender medierne sig primært til hver sin sproggruppe.

De ca. 30 dagblade — hvoraf de fleste udkommer på fransk, ét på tysk og resten på nederlandsk — har et samlet oplag på 1,4 mio. (2005). I Flandern er de største aviser Het Laatste Nieuws (grdl. 1888) og Het Nieuwsblaad (grdl. 1923. Den førende avis i Vallonien, både hvad angår oplag og indflydelse, er Le Soir (grdl. (1887), der tillige er bedst kendt internationalt. Også gratisavisen Metro udkommer i Belgien på både nederlandsk og fransk. Et stort udbud af radio- og især tv-kanaler har betydet hård konkurrence for dagbladene, hvis oplagstal siden 1970 er faldet stærkt. Nyhedsdækningen har generelt et lokalt og politisk præg, selvom dagbladene i stigende grad frigør sig fra de politiske partier. Ejerforholdene er stærkt koncentrerede; store selskaber ejer flere medier.

Ud over det nationale nyhedsbureau Belga findes specielle bureauer knyttet til EU, først og fremmest Agence Europe. Desuden har en række nyhedsbureauer fra resten af verden etableret sig i Bruxelles med egne EU-korrespondenter.

Den statslige nederlandske radio- og tv-station Vlaamse Radio- en Televisieomroep (VTR), har ligesom det statslige vallonske Radio-Télévision Belge de la Commonauté Française (RTBF) fem radio- og tre tv-stationer. De statslige kanaler har hård konkurrence fra en række private kommercielle kanaler, først og fremmest VTM og VT4 i Flandern og RTL TV1 i Vallonien. Det statslige tv-monopol ophørte i 1987. Belgien har Europas største udbredelse af kabel-tv; 95% af alle husstande er tilsluttet.

Læs videre om Belgiens arkitektur eller om Belgien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig