Torben Krogh var en dansk journalist, forfatter og chefredaktør. Gift med Leila Krogh. Torben Krogh var uddannet journalist i 1964 og derefter medarbejder ved især Information. I 1969-1972 var han chefredaktør for Information, i 1974 og 1978-82 for Minavisen/Socialistisk Dagblad og igen for Information i 1984-1987. Krogh var en bredt funderet og dybt engageret skribent, politisk kommentator og avisleder, der tillige bestred en lang række tillidsposter. Han var i 1980-1985 medlem af Mediekommissionen og i 1994-1996 formand for Statsministeriets Medieudvalg. I 1991-1995 var han Danmarks repræsentant i UNESCO's Styrelsesråd og i 1995-1997 præsident for UNESCO's 28. Generalkonference. Krogh var i 1996-2004 formand for bestyrelsen for Danmarks Journalisthøjskole og fra 2003 formand for Den Danske UNESCO-nationalkommission. Blandt hans bøger må fremhæves Viggo Hørup (1984).
Torben Krogh (chefredaktør)
Faktaboks
Torben Krogh
- Født
- 26. august 1943
- Død
- 26. juni 2007
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.