Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Lisbeth Knudsen

Oprindelig forfatter JDS Seneste forfatter Redaktionen

Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen, f. 7.6.1953, dansk journalist og chefredaktør. Lisbeth Knudsen blev færdiguddannet i 1975 og var indtil 1990 ansat ved Berlingske Tidende. Her skrev hun oprindelig om indenrigspolitik og var 1977-84 leder af folketingsredaktionen. 1984-88 var hun erhvervsredaktør og fra 1986 medlem af chefredaktionen.

I 1990 blev Lisbeth Knudsen administrerende chefredaktør på Det Fri Aktuelt, hvor hun ledede bladets genopretning efter eksperimentet 1987-89 med løsrivelse fra Socialdemokratiet og LO; i 1993 blev hun tillige ansvarshavende chefredaktør.

1998-2006 var Lisbeth Knudsen leder af Danmarks Radios samlede nyhedsredaktion. I april 2007 blev hun udnævnt til chefredaktør for Berlingske Tidende, og i november samme år tillige koncernchef for Det Berlingske Officin, nu Berlingske Media; begge stillinger fratrådte hun 1.10.2015. Fra december 2015 er hun direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter.

Annonce

Fra 2007 var Lisbeth Knudsen medlem af bestyrelsen for Syddanske Medier, indtil Berlingske Medias ejerandel i virksomheden blev overtaget af Den Sydvestjydske Venstrepresse i 2013. Fra 2016 er hun bestyrelsesformand for Det Kongelige Teater.

I 2015 udkom biografien Lisbeth Knudsen, skrevet af Susanne Bernth.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jette Drachmann Søllinge: Lisbeth Knudsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107592