Populærpresse. Avisen Forposten var det første danske eksempel på smudspresse. Den udkom i løssalg i København i nogle få år omkring 1900 og søgte, her i 1899, med denne type pirrende overskrifter at nå et bredt publikum.

.

Populærpresse, avistype, hvis indhold især præges af emner som forlystelser, sport, film, populærmusik, omtale af kendte personer samt evt. fiktionsstof. Normalt er aviser af denne type helt eller delvis uden partipolitisk tilknytning.

I lande med mange forskellige avistyper, fx Storbritannien, Frankrig og Tyskland, er skellet mellem kvalitetsaviser og populærpresse mere udpræget end i Danmark. Den første moderne avis inden for genren var den franske Le Petit Journal fra 1863.

I Danmark har en egentlig populærpresse kun eksisteret i de større byer. Den første avis af denne type var Aftenposten (1772-1810), hvis indhold mest bestod af smånyheder fra København, ofte i fiktionsform. Den blev snart fulgt af flere småblade, der i højere grad satsede på egentligt fiktionsstof.

Disse blade henvendte sig især til jævne folk i byerne; ligeledes opstod der blade specielt henvendt til bønder, fx Den Danske Bondeven. Først i 1830'erne opstod en bladtype, der allerede uddøde i sin rene form inden midten af 1840'erne: skandalepressen. Denne beskæftigede sig med lokale småsager og især med andre menneskers personlige forhold i en udpræget afslørende form og i et tilsvarende sprog. Indholdet blev dog hurtigt monotont, og fremkomsten af en fri politisk presse fra 1848 gav muligheder for debat om og afsløringer af mere relevante sager.

I 1845 begyndte Flyveposten at udkomme i København som den første af de egentlige populæraviser, der hurtigt udkonkurrerede de tidligere almueaviser. Disse blade indeholdt meget af det samme stof som de "seriøse" dagblade, men lagde større vægt på stof fra forlystelseslivet, sensationelt opsatte mord og skilsmisser.

Desuden var de skrevet i en letlæst og uforpligtende stil. Modsat de tidligere populæraviser tog disse blade politisk standpunkt, om end kun svagt. Ud over Flyveposten var Folkets Avis (1860-84) og Aftenposten (1873-1931) oplagssucceser; den sidste repræsentant for denne avistype var Aftenbladet (1887-1959).

I 1800-t.s sidste år dukkede en ny bladtype op: smudspressen, bl.a. Forposten (1898-1901) og Middagsposten (1901-26). Det var eftermiddagsblade, der bragte de sene nyheder sammen med sensationelt skandale- og afsløringsstof. De udgjorde med deres kredsen om sex og vold en ekstrem version af populæraviserne.

De egentlige smudsblade var fåtallige, men deres journalistiske stil smittede i nogen grad af på andre blade. Disse blades grove tone førte til, at der blev stiftet foreninger mod dem. Agitationen blev effektiv 1908-10, samtidig med at publikums interesse faldt, så bladene måtte give op, og de øvrige påvirkede aviser dæmpede tonen.

I 1904 begyndte Ekstra Bladet at udkomme, i 1916 B.T. De repræsenterede en videreudvikling af populæravisen, boulevardavisen, der oprindelig udkom om eftermiddagen. Ekstra Bladet og B.T. var i langt højere grad end de tidligere typer generelle aviser med et fuldt repertoire af stofområder, selvom de underholdende og sensationelle elementer fik større vægt end i omnibusaviserne.

Politisk har ingen af dem markeret sig konsekvent. Omkring 1955 steg B.T.s oplag voldsomt, og i midten af 1960'erne fulgte Ekstra Bladet efter. I 1970'erne fortsatte deres ekspansion i provinsen, således at de fra at have været københavnske aviser gik over til at blive landsdækkende. I den forbindelse blev udgivelsestidspunktet flyttet til tidligt på formiddagen, så de kunne nå frem samme dag over hele landet.

Siden da har de været blandt de absolut største aviser i Danmark, om end der er sket en reduktion i oplaget efter ca. 1985. En væsentlig faktor, der muliggjorde deres ekspansion, var væksten i underholdningsbranchen i almindelighed og tv i særdeleshed; først B.T., siden Ekstra Bladet fandt nye stofområder i de mange nye kendte personer fra film, tv og populærmusik. Ændringer i indkøbsmønstrene og øget konkurrence fra tv har i 1990'erne betydet faldende oplag for disse løssalgsaviser. Se også massemedier og ugeblade.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig