Pressefotograf, fotograf, der arbejder for især trykte massemedier. Pressefotografer dukkede op i anden halvdel af 1800-t., men fik for alvor betydning fra 1930'erne i kraft af de nye, hurtigere kameraer og filmmaterialer. Efter 2. Verdenskrig er pressefotografer i stigende grad begyndt at levere foto-essays og andre selvstændige billedindslag i dagblade og nyhedsmagasiner. Fra omkring 2000 har udbredelsen af digitalt fotografi lettet både pressefotografernes arbejdsproces og den tekniske produktion af fotografier i medierne. Se også billedjournalist.