Møbellån, transaktion, der udgiver sig for at være et salg, men reelt er en pantsætning. Ifølge Tinglysningsloven er det hovedreglen, at pantebreve, der giver underpant i løsøre, fx møbler, skal tinglyses for at få gyldighed mod aftaler, der i god tro indgås med pantets ejer, og mod retsforfølgning fra pantets ejers kreditorer. En gyldig overdragelse af ejendomsretten til en genstand kan imidlertid ske uden formaliteter, og derfor har parterne undertiden indrettet sig således, at ejendomsretten overdrages, men genstanden forbliver hos overdrageren; det aftales så, at overdrageren på visse vilkår kan købe genstanden tilbage. Hele transaktionen kommer dermed til at minde om en pantsætning, og i en række tilfælde har domstolene skåret igennem og betragtet forholdet som en maskeret pantsætning, som i mangel af tinglysning ikke skal respekteres af tredjepart. Se også omgåelse og sale and lease back.