Fast ejendom, i almindelig juridisk sprogbrug et afgrænset areal, et grundstykke, med eventuelle derpå værende bygninger. Lovgivningen anvender ikke ejendomsbegrebet på entydig måde. Tinglysningslovens ejendomsbegreb er fx bredere end Udstykningslovens, idet det bl.a. også omfatter bygninger på lejet grund og ejerlejligheder. Til fast ejendom kan i et vist omfang også henregnes tilbehør og frugter, se pant (pantets tilbehør og pantets frugter).

Fast ejendoms regulering

Den rådighed, som en ejendomsret giver en ejer af en fast ejendom, er ikke ubegrænset. Begrænsninger kan følge af aftale eller af ensidige erklæringer, fx en servitut. Traditionelle retsgrundsætninger som naboretten indeholder ligeledes begrænsninger. Karakteristisk for et moderne samfund er imidlertid, at en ejers rådighed begrænses af et stort antal lovregler, hvis tillempning især varetages af den offentlige forvaltning. Denne regulering, der fx for landbrugets driftsforhold går langt tilbage i tiden, er i 1900-t. blevet stadig mere intens.

De mål, der forfølges med den offentlige regulering af fast ejendom, er ofte knyttet til en bestemt brug af ejendommen. Regulering af landbruget, der lægger beslag på mere end 2/3 af Danmarks jord, har i 1900-t. især haft som mål at opretholde selveje og familiebrug og at sikre forsvarlig landbrugsmæssig udnyttelse af jorden. Begge disse mål er under pres pga. den økonomiske udvikling, men er endnu ikke opgivet. Regulering af byernes udvikling har især haft til hensigt at hindre spredt bebyggelse i det åbne land; regulering af fast ejendom i byerne har haft som mål at hindre nabogener, at tilrettelægge trafikken og at tilgodese den service, som en bys mangfoldige funktioner kræver; andre formål er at spare på resurserne, fx grus og grundvand, og at regulere konkurrerende udnyttelse af fx grundvand til vanding og til drikkevand.

Ved siden af sådanne specielle mål varetager den offentlige regulering almene tværgående mål. Et af dem er gammelt og selvfølgeligt: forebyggelse af fare. Et karakteristisk eksempel er en bestemmelse i Byggeloven, som siger, at en kommune kan påbyde afspærring og rømning, hvis en bygning frembyder fare for dens beboere eller andre. Miljøbeskyttelse, herunder bekæmpelse af forurening samt bevaring, har fået voksende betydning. Ved enhver brug af fast ejendom tilstræbes det at begrænse den forurening af luft, vand, jord og undergrund, som brug kan give anledning til. Også støj søges så vidt muligt begrænset. Bevaringsbestræbelserne angår både natur, dyreliv, bygninger og fortidsminder.

To midler har haft særlig betydning for den offentlige regulering: Ved ændret brug af fast ejendom stilles der i vidt omfang krav om forudgående tilladelse fra en forvaltningsmyndighed, der påser overholdelse af generelle regler og stiller yderligere konkrete krav til den fremtidige brug. Desuden anvendes et hierarki af planer, idet bebyggelse og megen anden anvendelse af fast ejendom foregår inden for fastlagte rammer: regionalplaner for amtskommuner, kommuneplaner for primærkommuner og lokalplaner for det konkrete byggeri.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig