Ejendomsforbehold er et vilkår i en aftale om kreditkøb, der indebærer, at sælgeren forbeholder sig ejendomsret over det solgte eller ret til at tage det solgte tilbage, indtil køberen helt eller delvist har betalt købesummen. Reglerne om ejendomsforbehold står i Kreditaftaleloven, som indeholder en række ufravigelige regler til beskyttelse af køberen. Beskyttelsen er mest vidtgående i forbrugerkøb, dvs. køb, der er indgået mellem en handlende og en privat person. Kreditaftalelovens regler om ejendomsforbehold finder tillige anvendelse på aftaler om leje, hvis meningen må antages at have været, at lejeren af en genstand skal ende med at blive ejer af den.
Kreditaftaleloven opstiller en række betingelser for, at et ejendomsforbehold kan anses for gyldigt, herunder at forbeholdet aftales senest ved varens overgivelse til køberen. I forbrugerkøb er det ligeledes en betingelse, at køberen senest ved varens overgivelse har betalt en mindsteudbetaling, som udgør 20% af kontantprisen.
Overholder køberen ikke de aftalte vilkår for betaling, giver loven nærmere regler for, hvornår sælgeren kan tage det solgte tilbage, og for, hvordan parternes mellemværende skal opgøres. I forbrugerkøb skal sælgeren som udgangspunkt tage det solgte tilbage som fuld og endelig afgørelse af parternes mellemværende. I erhvervsmæssige køb, dvs. køb, der er indgået mellem to handlende, kan sælgeren altid forlange, at køberen betaler eventuelle restfordringer, og sælgeren kan søge hele sit pengekrav inddrevet hos køberen i stedet for at tage det solgte tilbage.
Kreditaftaleloven finder ikke anvendelse på ejendomsforbehold i erhvervsmæssige køb med tilladelse til videresalg, de såkaldte konsignationskøb.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.