Kulturværdiloven, Lov om sikring af kulturværdier i Danmark, lov fra 1986 med senere ændringer, som har til formål at sikre den danske kulturarv gennem bevaring i Danmark af såkaldt umistelige kulturværdier, fx malerier, skulpturer, kulturhistoriske genstande og manuskripter.

Alle kulturgenstande uanset oprindelsessted, som er fra tiden før 1660 (mønter og medaljer undtaget) eller har en værdi på 150.000 kr. (beløbet reguleres årligt efter Danmarks Statistiks forbrugerprisindeks; i 2017: 165.000 kr.) eller derover og er ældre end 50 år, er omfattet af loven og må ikke udføres af Danmark uden tilladelse fra Kulturværdiudvalget, der består af direktøren for Nationalmuseet, direktøren for Statens Museum for Kunst, direktøren for Det Kongelige Bibliotek, rigsarkivaren og et af kulturministeren udpeget medlem, som skal være leder af et museum, der ikke er statsligt. Kulturministeren kan i særlige tilfælde efter indstilling fra udvalget beslutte, at kulturgenstande, der ikke opfylder de fastsatte kriterier, skal være omfattet af loven.

Hvis der ikke gives tilladelse til udførsel, er Kulturværdiudvalget forpligtet til at tilbyde at erhverve genstanden til en pris, der kan opnås ved salg på det frie marked. Afslås tilbuddet, kan genstanden kun sælges inden for Danmarks grænser. De kulturgenstande, som udvalget erhverver, tilhører den danske stat og indgår i almindelighed i et statsligt eller statsanerkendt museums samlinger.

Kulturværdiloven på retsinformation.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig