Lovbestemt straf, straf i ældre strafferet, der var karakteriseret ved, at det på forhånd i loven var bestemt, hvad straffen for en forbrydelse skulle være. Hvis en person i perioden 1866-1932 fx blev fundet skyldig i mord, skulle dommen lyde på dødsstraf. Siden da har man ment, at det er vigtigt, at en straf kommer til at afspejle sagens konkrete omstændigheder både mht. forbrydelsen og mht. forbryderen, og retten fastsætter nu straffen for en forbrydelse inden for de strafferammer, som loven angiver.