individualprævention

Individualprævention, den forebyggende virkning, som en straf har eller skal have på den person, der straffes. Straf kan have et fremadrettet formål ved at sigte på at forebygge, at den straffede begår ny kriminalitet. En straf kan virke individualpræventivt på to forskellige måder: Den kan afskrække lovovertræderen fra at begå nye lovovertrædelser, og/eller den kan forbedre eller resocialisere lovovertræderen. Fængselsstraffe kan endvidere forebygge kriminalitet gennem uskadeliggørelse af lovovertræderen under indespærringen, såkaldt inkapacitering.

Afskrækkelse af lovovertrædere knytter sig til straffens strenghed. Det er en almindelig, men ikke videnskabeligt dokumenteret antagelse, at jo strengere straf, der idømmes, desto mere vil lovovertræderen blive afskrækket fra at begå nye lovovertrædelser. Tværtimod påviser enkelte undersøgelser en negativ individualpræventiv effekt, dvs. at risikoen for tilbagefald til ny kriminalitet øges med straffens strenghed.

Resocialisering knytter sig til de behandlings- og forsorgsmæssige tiltag, der kan iværksættes i forbindelse med en straf. Tiltroen til resocialisering var stærk i begyndelsen af 1900-t., hvilket medførte, at der i Danmark indførtes en række strafferetlige særforanstaltninger, der byggede på idéen om forbedring af lovovertrædere ved individuelt tilpassede sanktioner og til dels tidsubestemte sanktioner, fx ungdomsfængsel og psykopatforvaring. I 1973 afskaffedes disse særforanstaltninger, bl.a. fordi sanktionerne ikke havde den forventede virkning. Mens troen på, at en strafs art og længde kan have en væsentlig positiv individualpræventiv effekt, i dag er ringe, eksisterer der en voksende interesse for at søge at mindske de straffedes tilbagefaldsrisiko gennem særlige behandlings- og træningsprogrammer, der kan iværksættes både i fængsel og i frihed.