Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

forvaltningsret

Oprindelig forfatter BeCh Seneste forfatter Redaktionen

forvaltningsret, retsreglerne om den offentlige forvaltning. Kernen i den offentlige forvaltning er statsforvaltningen og kommunalforvaltningen. Statsforvaltningen består af centraladministrationen — ministerierne med departementer, direktorater og centrale nævn og råd — og af den lokale statsforvaltning, statsamtmanden, politiet, den regionale told- og skatteforvaltning mv. Kommunalforvaltningen er den del af den offentlige forvaltning, der hører under kommunalbestyrelser og amtsråd, fx socialvæsen, skoler, sygehuse, bygningsvæsen og miljøkontrol. Langt de fleste, der arbejder i den offentlige forvaltning, er ansat som tjenestemænd eller som overenskomstansatte, mens den øverste ledelse indehaves af politikere: ministre og kommunalbestyrelsesmedlemmer. I nævn og råd findes tillige andre persongrupper, især repræsentanter for interessegrupper. Den samlede offentlige forvaltning beskæftiger ca. en tredjedel af Danmarks arbejdsstyrke og forbruger en tilsvarende del af bruttonationalproduktet.

Forvaltningen udøver især tre slags virksomhed: For det første stiller den ydelser til rådighed for borgerne, dels pengeydelser som folkepension og kontanthjælp, dels tjenesteydelser som undervisning, sygebehandling og vandforsyning. For det andet opkræver den skatter og afgifter. Den tredje virksomhed består i retlig regulering, dvs. individuelt at tilpasse og overvåge det omfattende og fintmaskede net af retsregler om erhverv, miljø, arbejdsmiljø, levnedsmidler osv., som karakteriserer det danske samfund.

Forvaltningsretten har rod i de samme idealer som folkestyret og retsstaten. Reglerne skal på én gang beskytte den enkelte borger mod overgreb fra forvaltningen og sikre, at forvaltningen fører lovgivningens intentioner ud i livet. Forvaltningsretten angår derfor først og fremmest retsforholdet mellem forvaltning og borger. Dette retsforhold gøres synligt og præciseres især gennem forvaltningsakter, dvs. afgørelser, som fastlægger en borgers retsstilling i en eller anden henseende. Det kan dreje sig om tildeling af bistandshjælp, optagelse på plejehjem, tilladelse til byggeri, forbud mod en forurenende adfærd, påbud om nedrivning af et skur, opkrævning af skat e.l.

Annonce

Reglerne om forvaltningsakter falder i tre dele. Den vigtigste del angår forvaltningsakters indhold og kaldes materielle regler eller reglerne om hjemmel. Deres hovedindhold udtrykkes ved ord som legalitetsprincip eller princippet om lovmæssig forvaltning. Princippet udmøntes i et krav om bemyndigelse og et krav om, at forvaltningsakten skal holde sig inden for gældende rets grænser. Bemyndigelse skal sædvanligvis søges i lov eller anordning: Forvaltningen kan ikke udstede forvaltningsakter på egen hånd. Og gældende rets grænser ligger først og fremmest i den beskrivelse, der findes i loven eller anordningen af forvaltningsaktens indhold og af de faktiske omstændigheder, der skal være til stede, for at forvaltningsakten kan udstedes. Lovens eller anordningens beskrivelse suppleres af nogle forvaltningsretlige grundsætninger, der får særlig betydning, hvor beskrivelsen er meget upræcis, og forvaltningen derfor har et skøn. Af disse retsgrundsætninger er de vigtigste forbuddet mod at forfølge usaglige formål (også kaldet forbud mod magtfordrejning), lighedsgrundsætninger, kravet om proportionalitet mellem indgreb og formål og pligten til at træffe afgørelse i hvert enkelt tilfælde, dvs. ikke at sætte sit skøn under en regel.

Den anden del af regelsættet angår den proces, der går forud for forvaltningsaktens udstedelse. I Forvaltningsloven er de vigtigste regler opregnet: En person, der har særlige interesser i en sag — dvs. som er inhabil — må ikke være med til at udstede en forvaltningsakt. Den borger, der er part i sagen, har krav på at medvirke under sagen og forsvare sine interesser. Og forvaltningsakten skal indeholde en begrundelse for afgørelsen og oplysning om klagemuligheder.

Hovedformålet med den tredje del af regelsættet — reglerne om prøvelse — er at give borgerne mulighed for at gennemtvinge, at de øvrige retsregler respekteres af forvaltningen. Dette tredje sæt giver i vekslende omfang borgerne adgang til at klage enten til centraladministrationen, ofte et direktorat, eller til et ankenævn, fx Ankestyrelsen eller Miljøklagenævnet. Hvis forvaltningsakten er udstedt af kommunalforvaltningen, kan en utilfreds borger også henvende sig til Kommunaltilsynet, der kan skride ind, hvis afgørelsen er klart ulovlig. Der kan endvidere klages til Folketingets Ombudsmand, hvis opgave det er at påse, om forvaltningen begår fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden har dog ikke pligt til at behandle alle klager, men kan udvælge de væsentligste, og han kan ikke ændre forvaltningens afgørelser, kun udtale sin opfattelse. Forvaltningen vil sædvanligvis rette sig efter Ombudsmandens opfattelse. Den øverste prøvelsesinstans er domstolene, som iht. Grundloven § 63 kan efterprøve, om forvaltningen har respekteret gældende ret, og annullere eller ændre en retsstridig forvaltningsakt.

Disse tre regelsæt om forvaltningsakter er forvaltningsrettens kerne. Derudover findes en række regler, der angår andre beslutninger end forvaltningsakter: Den lange række af afgørelser, der træffes under forberedelsen af en forvaltningsakt, de afgørelser, der er led i løbende tjenesteydelser, og de forskellige uforbindende udsagn, som forvaltningen løbende meddeler borgerne. Der findes desuden komplicerede regelsæt, der angår forvaltningens indre forhold, ansættelse, organisation og styring. Se også administrativ rekurs, domstolsprøvelse og forvaltningsproces.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Christensen: forvaltningsret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=78781