selskabstømning

Selskabstømning, bruges om den "tømning" af et antal aktie- og anpartsselskaber, som fandt sted i Danmark 1989-94, indtil lovændringer lukkede nogle huller i selskabs- og skattelovgivningen. Herved stjal en række personer store beløb, der tilkom Skat. Nogle af disse er siden blevet straffet.

Erhvervsdrivende selskaber, typisk af typen kapitalselskab, kan efter omstændighederne have penge stående, som senere skal betales i skat, altså en gæld til Skat. Skatten var beregnet af det overskud, som selskabet havde haft, og hvis selskabet senere fik et tab, kunne tabet normalt modregnes i skattegælden, så gælden blev mindre.

Problemet med selskabstømning opstod i selskaber, som både havde egne midler og en skattegæld. Det kunne f.eks. forekomme, hvis selskabet havde solgt sin erhvervsaktivitet. I disse tilfælde havde selskabet et større beløb, som var indkommet ved salget af erhvervsaktiviteten (salgsprisen), og et beløb, som skulle dække den skat, der senere ville forfalde. Et sådant selskab kaldtes et "overskudsselskab", fordi det havde et vist, typisk større beløb, stående i kontanter, hvoraf en del dog var gæld til Skat, som skulle betales på et tidspunkt. Værdien af et sådant overskudsselskab ville dermed normalt udgøre salgsprisen minus skattegælden. Altså hvis selskabets midler udgjorde 10, og skattegælden 3, ville selskabets værdi være 10- 3 = 7.

Imidlertid fulgte det af skattelovgivningen, at hvis selskabet gik over til en ny ejer, og den nye ejer indlagde en tabsgivende aktivitet i selskabet, kunne dette tab modregnes i gælden til Skat. På den måde kunne den nye ejer få en værdi ud af sin tabsgivende aktivitet, fordi det beløb, der var afsat i selskabet til at dække skattegælden, nu blev mindre, fordi gælden blev mindre. Altså, hvis skattegælden var 3, kunne den måske reduceres til 2.

Derved havde gælden i selskabet en vis værdi, hvis ejerskabet af selskabet skulle overdrages. Prisen for selskabet var nu ikke bare salgsprisen minus skattegælden (10-3=7), men salgsprisen minus den mindre skattegæld, som ville blive reduceret af den nye tabsgivende aktivitet (10-2=8). Eller med andre ord: skattegælden havde sin egen værdi, der modsvarede det skattefradrag, som køberen af selskabet kunne forvente at opnå af sin tabsgivende aktivitet (i eksemplet havde gælden på 3 en værdi på 1, og prisen for selskabet skulle derfor være 8 og ikke 7).

Dette var efter dagældende skattelovgivning helt lovligt, og der findes domme, hvor rådgivere, f.eks. revisorer, blev erstatningsansvarlige, hvis de i deres rådgivning til folk, der ville sælge et overskudsselskab, glemte at fortælle dem, at de kunne opnå en vis ekstra værdi af skattegælden ved at sælge til en ejer, der havde en tabsgivende aktivitet. Altså hvis de f.eks. sagde, at prisen skulle være 7, når den kunne være 8.

Problemet opstod, fordi Skat ikke samkørte deres registre over skattegæld med Erhvervsstyrelsen, der fører registeret over selskaber, der oprettes og ophører. Det blev opdaget af kriminelle, der købte overskudsselskaber og betalte en vis mindre del af værdien af skattegælden (altså de betalte 7 for et selskab, der havde 10 stående på bankbogen og en skattegæld på 3). Dette var som nævnt lovligt, men i stedet for at indlægge en tabsgivende aktivitet i selskabet, som kunne nedbringe skattegælden (f.eks. fra 3 til 2), overførte de simpelt hen alle selskabets midler til konti i udlandet (altså alle 10), eller med andre ord: de stjal selskabets penge, også dem der var afsat til at dække skattegælden. Dette var klart ulovligt, men pga. den manglende koordinering mellem myndighederne, blev det ikke opdaget. Det tømte selskab afgav naturligvis ikke årsrapport, som krævet efter loven, og reaktionen var, at selskabet blev tvangsopløst af Erhvervsstyrelsen. Herefter fik Skat at vide, at selskabet var opløst, og man afskrev gælden. Derved blev de ulovlige forhold ikke opdaget.

Den manglende opdagelse medførte, at stadig flere kriminelle brugte metoden til at tømme selskaberne, og der opstod ligefrem en konkurrence om at købe disse overskudsselskaber til stadig højere priser, så man kunne tømme dem (altså man betalte ikke bare 8, men måske 8,5 eller 9 for at få fingre i selskabets 10).

Til sidst fik ulovlighederne et omfang, der gjorde, at myndighederne opdagede dem og reagerede. Lovgivningen blev skærpet, og politiet efterforskede sagerne. Flere af selskabstømmerne blev siden fanget og dømt, og en del midler kom tilbage til Skat.

Selskabstømmersagerne havde herudover den vigtige konsekvens for selskabsretten, at princippet om ejernes ansvar i kapitalselskaber blev fastslået. Dette kaldes også for hæftelsesgennembrud.

Udgangspunktet i selskabsretten er, at kapitalejere ikke hæfter for mere end deres indskud i kapitalselskabet, jf. Selskabslovens § 1, stk. 2. Ansvaret for kapitalselskabet ligger hos ledelsen, der hæfter personligt, hvis de har drevet selskabet uforsvarligt, jf. Selskabslovens § 361. Men i Satair-dommen, Ugeskrift for Retsvæsen 1997.364 H, fastslog Højesteret, at hvis en ejer havde deltaget i ledelsen af kapitalselskabet, kunne ejeren holdes ansvarlig på samme måde som en leder, dvs. med personlig hæftelse.

I den konkrete sag angik det en eneejer (moderselskab) af et anpartselskab, der reelt drev datterselskabet. Højesteret fandt, at den pris, som selskabstømmeren havde betalt for overskudsselskabet, var så høj, at den ikke kunne forklares med den skattefordel, som lovligt kunne opnås i relation til overskudsselskabets skattegæld. Altså burde ledelsen, dvs. moderselskabet, have forstået, at den nye ejer af overskudsselskabet ville tømme selskabet for midler og dermed snyde Skat for den skyldige skattegæld. Derfor måtte moderselskabet betale Skat for det tab, som selskabstømmeren havde påført.

Princippet om, at kapitalejere kan blive ansvarlige på lige fod med selskabets registrerede ledelse efter den erstatningsretlige ansvarsnorm, som i dag ligger i Selskabslovens § 361, var ikke ny, men en naturlig antagelse som følge af, at kapitalejere kan have indflydelse på selskabets ledelse. Dommen var dog en særlig klar anvendelse af princippet, og Satair-dommen er i den forstand et præjudikat, der i selskabsretten anføres til støtte for princippet.