Partnerselskab, (1. led af eng. partner, af lat. partionarius 'parthaver, deltager', afledt af partiri 'dele'), P/S, fra 1996 synonym for kommanditselskaber, hvor kommanditisternes andele er fordelt på aktier. Aktieselskabslovens regler, herunder kapitalkravene, finder anvendelse på partnerselskaber. Ligesom det almindelige kommanditselskab har partnerselskabet mindst én komplementar, der hæfter ubegrænset, og mindst én kommanditist, der hæfter begrænset. Forskellen på dette og andre kommanditselskaber er, at partnerselskabet er underlagt Aktieselskabslovens regler, således at der mellem deltagerne er ordnede retsforhold. Partnerselskaber er ligesom almindelige kommanditselskaber transparente i skattemæssig henseende, hvilket indebærer, at deltagerne beskattes direkte af selskabets overskud.