Likvidation, (af senlat. liquidare 'opløse, gøre flydende', af lat. liquidus 'flydende'), selskabsretlig bobehandlingsmåde, hvorved et aktie- eller anpartsselskab eller anden form for juridisk person, fx en forening eller fond, opløses efter beslutning fra generalforsamlingen eller bestyrelsen. Under likvidationsboets behandling realiseres aktiverne, gælden betales, og restbeløbet, likvidationsprovenuet, udbetales til aktionærer, anpartshavere mv. Beslutning om likvidation skal i aktie- og anpartsselskaber træffes med samme majoritet som den, der kræves til vedtægtsændringer. Tidligere blev både insolvente og solvente selskaber mv. likvideret, men siden 1977 har det været sådan, at et insolvent selskab (dvs. et selskab, som ikke kan betale sine gældsposter, efterhånden som de forfalder, medmindre denne betalingsudygtighed blot er midlertidig) bliver taget under konkursbehandling eller anden insolvensbehandling, og kun solvente selskaber kan træde i likvidation.

Til at gennemføre likvidationen vælger generalforsamlingen en eller flere likvidatorer, og likvidationen afsluttes med, at generalforsamlingen godkender et likvidationsregnskab, hvorefter selskabet afmeldes over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og ophører med at eksistere som juridisk person. Likvidation kan være foranlediget af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i tilfælde, hvor selskabet ikke opfylder lovens krav med hensyn til indsendelse af årsregnskab, opretholdelse af lovlig bestyrelse eller direktion mv., såkaldt tvangsopløsning.

Et aktie- eller anpartsselskab opløses uden formaliseret likvidation gennem en såkaldt opløsning efter betalingserklæring. En væsentlig ulempe for selskabsdeltagerne ved en sådan fremgangsmåde er, at de hæfter personligt og ubegrænset for alle selskabets forpligtelser, kendte såvel som ukendte, der ikke er blevet dækket i forbindelse med opløsningen. Se også bo.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig