Interimsbevis, (1. led lat. 'midlertidig'), dokument, som et nystiftet aktieselskab kan udstede til en aktionær, så længe selskabet endnu ikke er blevet registreret som selskab hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, idet aktiebreve ikke må udstedes i denne mellemperiode. Indtil 1993 tillod loven udstedelse af ikke fuldt indbetalte aktier, og så længe aktien ikke var fuldt indbetalt, måtte aktiebrev ikke udstedes, men i stedet et interimsbevis. Se også aktie.