Filial er en lokal afdeling af noget større. Begrebet er afledt af latin for søn/datter, og begrebet betegner dermed en organisk del af en større helhed. Begrebet er på dansk især blevet brugt om bankers afdelinger (filialer) rundt om i landet. I selskabsretten har begrebet en anden og retligt reguleret betydning, hvor det angår en afdeling af et kapitalselskab i udlandet.

Faktaboks

Etymologi

Ordet filial kommer af latin filialis 'sønlig, datterlig', af filius 'søn', filia 'datter'.

Den selskabsretlige regulering af filialer er harmoniseret i EU-selskabsretten ved Selskabsdirektivet (2017/1132/EU), der er gennemført i dansk ret ved Selskabslovens kap. 19, der angår filialer i Danmark af udenlandske kapitalselskaber. Når et dansk kapitalselskab vil etablere en filial i en anden medlemsstat i EU, gælder tilsvarende regler efter denne stats selskabslovgivning.

Det karakteristiske for filialer af et kapitalselskab er, at det udgør en organisk del af kapitalselskabet i den pågældende udenlandske værtstat. Herved adskiller filialen sig fra et datterselskab, fordi datterselskabet er et selvstændigt selskab oprettet efter værtstatens selskabslovgivning. En filial skal således ikke have en egen kapital, sådan som et datterselskab har, og filialens forpligtelser gælder direkte og ubegrænset for det kapitalselskab, som har oprettet filialen. En filial skal have en eller flere filialbestyrere, der ved deres underskrift kan forpligte filialen og dermed kapitalselskabet.

Et udenlandsk selskabs oprettelse af en dansk filial medfører, at selskabet bliver skattepligtigt i Danmark af filialens overskud, såkaldt begrænset skattepligt. Tilsvarende vil normalt gælde for filialer i udlandet af danske kapitalselskaber.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig