SE-selskab, særlig type fælleseuropæisk aktieselskab, som gennem EU-forordning (den såkaldte SE-statut) skal have en betydelig grad af ensartethed mht. selskabets opbygning, vedtægter og organer, uanset i hvilket EU- eller EØS-land det er oprettet og indregistreret. Mindstekapital skal (2015) være 120.000 euro. Efter sit navn skal selskabet tilføje selskabsbetegnelsen: SE, der er fælles i alle 28 lande, der har indført SE-selskabet.

Faktaboks

Etymologi
SE er en forkortelse for latin societas europaea 'europæisk selskab'.

Et SE-selskab kan stiftes bl.a. ved omdannelse fra et almindeligt aktieselskab, hvis dette har en filial eller et datterselskab i et andet EU-land, eller det kan stiftes ved, at aktieselskaber i forskellige lande fusionerer og herved danner et SE-selskab. SE-selskabet kan frit flytte hjemsted til en anden EU- eller EØS-stat. Selskabsformen vil i vidt omfang være løsrevet fra enkelte landes selskabslovgivning og vil i stedet være underlagt fælleseuropæiske regler, dvs. en slags føderalt aktieselskab. SE-selskabsformen er en valgfri selskabsform for virksomheder, og den betegner et betydeligt skridt fremad i den europæiske virksomhedslovgivnings historie.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig