Misligholdelse i kontraktforhold foreligger, når en part ikke opfylder en kontrakt rigtigt; den anden part får derfor forskellige beføjelser, hvoraf de vigtigste er ret til at forlange den lovede ydelse, ret til at kræve skadeserstatning og ret til at hæve kontrakten, dvs. træde tilbage fra aftalen.
I common law kan en fordringshaver kun få den lovede ydelse, hvis dommeren skønner det rimeligt; dom til naturalopfyldelse, specific performance, gives normalt kun, hvis det ikke vil stille fordringshaveren tilfreds at få skadeserstatning, fx hvis en sælger af en fast ejendom, som har affektionsværdi for køberen, ikke vil afstå ejendommen. I dansk ret kan en køber af en ting derimod altid få ret til at få tingen, uanset om det er en ejendom eller en vare.
I fransk ret kan en fordringshaver ikke hæve en aftale i tilfælde af misligholdelse, medmindre parterne har aftalt det. Det kan da kun ske ved dom. Dommeren vil normalt give skyldneren en frist, inden for hvilken han kan opfylde aftalen. I dansk ret kan en fordringshaver selv hæve en aftale, når misligholdelsen er væsentlig, dvs. når fordringshaveren i betydelig grad går glip af det, som han eller hun efter aftalen har ret til at vente sig.
I tysk ret kan en fordringshaver dog som regel kun hæve en aftale pga. skyldnerens misligholdelse, hvis han forinden har givet skyldneren en rimelig frist, Nachfrist, til at opfylde sine forpligtelser.
De regler om misligholdelse, som findes i CISG, konventionen om internationale løsørekøb, ligner de danske og efter den tyske skyldretsreform fra 2001 også de tyske dog med den forskel, at erstatning i tysk ret i princippet kun gives, hvis misligholdelsen kan lægges skyldneren til last. Misligholdelse efter CISG indtræder, når sælger eller køber ikke opfylder aftalen, uanset om det kan lægges dem til last. Fordringshaveren kan da kræve skadeserstatning for det tab, han har lidt, eller for den fortjeneste, han er gået glip af, og han kan hæve aftalen, hvis misligholdelsen er væsentlig. Hvor en skyldner er forsinket med opfyldelsen, kan fordringshaveren også hæve købet, når han uden resultat har givet skyldneren en Nachfrist.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.