Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kontrakt

Oprindelige forfattere Lando og Tamm Seneste forfatter Mads L.

kontrakt, aftale, overenskomst, et eller flere løfter, der danner rammen om, hvordan to eller flere parter skal optræde. Juridiske aftaler er kendetegnet ved, at de under en eller anden form kan gennemtvinges ved domstolene.

Ordet kontrakt kommer af latin contractus, afledning af contrahere 'bringe sammen, aftale'.

Dansk ret

Aftaleloven fra 1917 indeholder regler om indgåelse af aftaler samt om aftalers (kontrakters) ugyldighed, og en række EF-direktiver regulerer særlige aftaler, specielt på forbrugerområdet.

Om indgåelse af kontrakter og deres fortolkning, misligholdelse og eventuelle ugyldighed i dansk ret, se aftale, fortolkning og misligholdelse.

Annonce

EU-Kommissionens aktionsplan for kontraktretten

EU-Kommissionen har i 2004 udsendt et forslag til, hvorledes der kan skabes "en mere sammenhængende europæisk kontraktret". I 2005 begyndte arbejdet på at samordne den gældende EU-ret på kontraktrettens område, især gennem en forbedring og samordning af de direktiver, som allerede findes, og hvoraf de fleste beskytter forbrugerne, se EU's forbrugerbeskyttelsesdirektiver.

Der skal desuden udarbejdes forslag til en Fælles Referenceramme (FR), der foruden at fastslå, hvilke regler, der allerede er fælles for unionens retssystemer, se acquis communautaire, skal indeholde forslag til en fælles juridisk sprogbrug for kontrakter og til regler om aftalers indgåelse, gyldighed, opfyldelse, misligholdelse og misligholdelsesbeføjelser, samt om kreditsælgerens sikkerhed i løsøre og om ugrundet berigelse. Skitsen til strukturen for FR har stor lighed med strukturen i Principles of European Contract Law (PECL), se Commission on European Contract Law. FR skal kunne bruges af nationale lovgivere ved udarbejdelse af kontraktretlige regler og af voldgiftsdomstole, der vil kunne anvende dens regler til afgørelse af retstvister. Endvidere skal dens regler kunne indgå som vilkår i de kontrakter, som EU indgår med private virksomheder og skal vejlede EU-Domstolen, når den fortolker den gældende EU-kontraktret. Det er foreløbig ikke planen at gøre FR til en forordning, et direktiv eller anden bindende lov.

Fremmed ret

Nutidens kontraktret er i alle lande, der har en markedsøkonomi, baseret på aftalefrihedens grundsætning og princippet om, at aftaler er bindende. De kontinentale retssystemer, herunder fransk og tysk ret, er i øvrigt stærkt præget af romerretten.

Misligholdelse

Misligholdelse i kontraktforhold foreligger, når en part ikke opfylder en kontrakt rigtigt; den anden part får derfor forskellige beføjelser, hvoraf de vigtigste er ret til at forlange den lovede ydelse, ret til at kræve skadeserstatning og ret til at hæve kontrakten, dvs. træde tilbage fra aftalen.

I common law kan en fordringshaver kun få den lovede ydelse, hvis dommeren skønner det rimeligt; dom til naturalopfyldelse, specific performance, gives normalt kun, hvis det ikke vil stille fordringshaveren tilfreds at få skadeserstatning, fx hvis en sælger af en fast ejendom, som har affektionsværdi for køberen, ikke vil afstå ejendommen. I dansk ret kan en køber af en ting derimod altid få ret til at få tingen, uanset om det er en ejendom eller en vare.

I fransk ret kan en fordringshaver ikke hæve en aftale i tilfælde af misligholdelse, medmindre parterne har aftalt det. Det kan da kun ske ved dom. Dommeren vil normalt give skyldneren en frist, inden for hvilken han kan opfylde aftalen. I dansk ret kan en fordringshaver selv hæve en aftale, når misligholdelsen er væsentlig, dvs. når fordringshaveren i betydelig grad går glip af det, som han eller hun efter aftalen har ret til at vente sig.

I tysk ret kan en fordringshaver dog som regel kun hæve en aftale pga. skyldnerens misligholdelse, hvis han forinden har givet skyldneren en rimelig frist, Nachfrist, til at opfylde sine forpligtelser.

De regler om misligholdelse, som findes i CISG, konventionen om internationale løsørekøb, ligner de danske og efter den tyske skyldretsreform fra 2001 også de tyske dog med den forskel, at erstatning i tysk ret i princippet kun gives, hvis misligholdelsen kan lægges skyldneren til last. Misligholdelse efter CISG indtræder, når sælger eller køber ikke opfylder aftalen, uanset om det kan lægges dem til last. Fordringshaveren kan da kræve skadeserstatning for det tab, han har lidt, eller for den fortjeneste, han er gået glip af, og han kan hæve aftalen, hvis misligholdelsen er væsentlig. Hvor en skyldner er forsinket med opfyldelsen, kan fordringshaveren også hæve købet, når han uden resultat har givet skyldneren en Nachfrist.

Fortolkning

I alle lande findes regler om kontrakters fortolkning. Fortolkning vil sige at bestemme en viljeserklærings betydning, dvs. den betydning, som må lægges til grund ved fastlæggelsen af erklæringens retsvirkninger. Reglerne er dog kun vejledende, og en rangfølge mellem dem kan ikke opstilles. Domstole har endvidere en tilbøjelighed til at fortolke kontrakter i overensstemmelse med de regler for fortolkning, der gælder i deres eget retssystem, uanset om en kontrakt er underkastet fremmede retsregler og derfor burde fortolkes efter fremmed ret.

Der er ikke større forskel på reglerne om kontrakters fortolkning i de kontinentaleuropæiske lande. Nogle lande, fx Frankrig, Belgien, Italien og Spanien, har regler herom i deres civillovbog, og de lægger afgørende vægt på parternes fælles opfattelse af, hvordan kontrakten skal forstås.

Franske domstole bruger denne regel til at forklare en fortolkning, også hvor det har været tvivlsomt, om der overhovedet har været en fælles opfattelse, og hvor domstolen i virkeligheden har brugt andre regler.

De tyske domstoles fortolkning følger stort set de samme regler som de nordiske. Reglen i Bürgerliches Gesetzbuchs § 157 har stor betydning. Den siger, at aftaler skal fortolkes i overensstemmelse med redelig forretningsskik. Reglen har bl.a. medført, at man har valgt den betydning, som en fornuftig person i samme situation som parterne ville have tillagt kontrakten. Den har også ført til, at man i tvivlstilfælde har lagt vægt på, hvad der må anses for rimeligt og billigt.

I common law-landene findes der ligesom i Norden ikke lovbestemmelser om fortolkning. Britiske og amerikanske domstole lægger stor vægt på den betydning, som er den almindelige i de ord, der er valgt, og som en fornuftig person i samme situation som parterne ville have tillagt kontraktens ord. Og man vil ofte ikke tillade en part at søge at bevise, at parterne i virkeligheden mente noget andet end det, de har skrevet i kontrakten. Dette har ført til, at kontrakter skrives mere udførligt i USA og Storbritannien end på kontinentet, og denne stil, hvor alt skal tages med i kontraktens tekst, er pga. de amerikanske virksomheders store indflydelse også ved at vinde frem på kontinentet.

Romerret

Romerrettens regler om kontrakt adskiller sig fra nutidens ved at bygge på bestemt afgrænsede typer af kontrakter. At aftaler i princippet er bindende (pacta sunt servanda), er således ikke en romerretlig grundsætning, men hører en senere tid til. Romerretten kendte heller ikke kontraktfrihedens grundsætning, idet en aftale for at være gyldig skulle passe ind i de allerede foreliggende former.

Romerretten kendte således den såkaldte verbalkontrakt (stipulatio), dvs. en kontrakt, der blev indgået mundtligt ved anvendelse af bestemte ord og vendinger. Realkontrakter blev indgået ved overgivelse af en bestemt ting, fx et lån til eje (mutuum) eller brug (commodatum), en genstand, som gaves i forvaring (depositum) eller som pant (pignus).

Særlig vigtige var de såkaldte konsensualkontrakter, som blev indgået alene ved parternes samtykke. Det drejede sig om køb (emptio venditio), leje, herunder værksleje og arbejdskontrakter (locatio conductio), aftaler om udførelse af hverv (mandatum) samt selskabskontrakter (societas). Netop udviklingen af den formløse konsensualkontrakt må betragtes som et stort skridt fremad i antikkens retsforestillinger og særegent for romerretten. Endelig kendtes i enkelte tilfælde skriftlige kontrakter, litteralkontrakter. Andre aftaler kunne indgås som såkaldte innominatskontrakter, fx aftaler om bytte. Formløse aftaler (pactum) var i princippet ikke selvstændigt gennemtvingelige, men kunne gøres gældende som tillæg til eller som modifikationer i de anerkendte kontrakttyper. Romerrettens kontraktret har fået stor betydning for udviklingen af senere europæisk kontraktret.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bent Lando, Ditlev Tamm: kontrakt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109673