Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

USA - retssystem

Oprindelig forfatter JLoo Seneste forfatter Redaktionen

Ligesom i andre retssystemer, der bærer præg af den engelske common law-model, lægges der i USA stadig stor vægt på case law. På et stigende antal områder suppleres case law imidlertid med statute law. Retsreglerne er opdelt i regler, der gælder for hele landet (federal law), og retsregler, der er skabt af og kun gælder i de enkelte delstater (state law). Den amerikanske forfatning fordeler magt og ansvar mellem forbundsmyndighederne og delstaterne på en sådan måde, at Kongressen i Washington kun har kompetence til at regulere og lovgive om visse nærmere bestemte forhold, fx opkrævning af skatter, forsvaret, konkurs samt handel mellem delstaterne. Endvidere har Forbundskongressen ret til at vedtage love, som den udøvende magt skal bruge til at forvalte sine opgaver. Den resterende og meget omfattende lovgivningskompetence, der tilhører de enkelte delstater, omfatter fx regulering af de fleste emner inden for strafferet, familieret, kontraktret, erstatningsret og ejendomsret. Dog kan der på mange områder lovgives både føderalt og på delstatsniveau. Dette gælder fx inden for arbejdsret, socialret og miljøret.

Da den almindelige lovgivningskompetence tilhører delstaterne, varierer de fleste amerikanske retsreglers indhold fra delstat til delstat. På enkelte retsområder sætter forbundsforfatningen dog en grænse for de forskelle, der tillades. Den amerikanske højesteret har fx fortolket forbundets forfatning således, at den i høj grad begrænser de enkelte delstaters mulighed for at indskrænke kvinders ret til at få foretaget abort. Derimod har Højesteret indtil nu (2016) ikke anset dødsstraf (capital punishment) for "cruel and unusual punishment" og dermed forfatningsstridig, medmindre den straffede er mindreårig eller mentalt retarderet, eller når dødsstraf ville stå i misforhold til den konkrete forbrydelse. Derfor er det som udgangspunkt stadig op til den enkelte delstat, om en given alvorlig forbrydelse (capital crime, som oftest mord) kan straffes med døden. På det kommercielle område har Kongressen generelt været tilbageholdende med at gøre indgreb i delstaternes suverænitet. Derfor har Kongressen kun i mindre omfang udnyttet sin kompetence til at vedtage føderale retsregler, der regulerer og harmoniserer handelen mellem delstaterne. Omvendt har delstaterne selv opnået megen kommerciel retsenhed, bl.a. ved at medvirke til opstilling og efterligning af modellovgivning.

Annonce

Domstole

Den dømmende magt er fordelt mellem de føderale domstole (federal courts) og domstole i hver delstat. Sager, der ifølge føderal lovgivning afgøres ved føderale domstole, kan anlægges ved en af de 90 U.S. District Courts i første instans (trial courts). Herfra kan en afgørelse appelleres til en af de 13 føderale appeldomstole (U.S. Courts of Appeal), hvis afgørelse kan appelleres til landets højeste instans, United States Supreme Court, dog ofte kun hvis der er givet særlig bevilling fra denne instans (certiorari). Hver delstat har endvidere sit eget domstolssystem. En afgørelse truffet af en delstatsdomstol i første instans (trial court) kan i reglen appelleres til en højere statsdomstol (state court of appeal) og dernæst evt. til statens højeste domstol (state supreme court), der som hovedregel er højeste retsinstans, idet der kun i særlige tilfælde kan appelleres til United States Supreme Court.

Ved såvel de føderale domstole som delstaternes domstole har parterne som udgangspunkt ret til at få både straffesager og civile sager i første instans afgjort under medvirken af nævninge (trial by jury). Parterne kan dog give afkald på denne ret, hvilket ofte sker i kommercielle sager. Nævningenes hovedopgave er at afgøre sagens bevismæssige spørgsmål, mens dommeren skal afgøre sagens juridiske spørgsmål. Hvis en afgørelse, der i første instans er truffet af en føderal domstol eller en delstatsdomstol, appelleres til en højere instans, bliver der kun tale om en efterprøvelse af sagens juridiske spørgsmål, idet de amerikanske appelinstanser lægger underinstansens bevisvurdering til grund, uanset om sagen er afgjort med eller uden nævninge. Kun i få tilfælde bliver der tale om en helt ny retssag.

En række processuelle regler er medvirkende til, at der i USA anlægges et meget stort antal civile sager. Fx bliver den tabende part ikke forpligtet til at betale modpartens advokatomkostninger, medmindre der foreligger særlig lovhjemmel, og det gælder, uanset om sagen er behandlet af en forbundsdomstol eller en delstatsdomstol. Endvidere kan amerikanske advokater lønnes på "contingency fee"-basis, således at sagsøgerens advokat kun får salær, hvis sagen vindes (no cure, no pay), og da som en vis del, fx 25%, af den tilkendte erstatning. I visse tilfælde omfatter den tilkendte erstatning "punitive damages", en slags økonomisk straf. Hertil kommer regler om "discovery", der giver sagsøgeren vid adgang til at finde frem til det bevismateriale, som sagsøgte måtte sidde inde med.

Advokater

Reguleringen af advokatstanden (the bar) er et rent delstatsanliggende. I modsætning til fx retssystemet i Storbritannien sondres der ikke i USA mellem barristers og solicitors. For at kunne blive advokat (lawyer, attorney at law) kræver de fleste delstater en universitetsuddannelse, hvoraf de sidste tre år er selve jurastudiet (law school), samt beståelse af en skriftlig prøve (bar examination). En person, der fx er blevet advokat i New York og senere ønsker at blive advokat i Californien, skal således også bestå bar-eksamen der.

Læs mere om USA.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joseph Lookofsky: USA - retssystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=177578