Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyskland - retssystem

Oprindelig forfatter Lando Seneste forfatter Redaktionen

Ligesom andre kontinentale retssystemer uden for Norden præges tysk ret af store lovbøger, hvoraf den vigtigste er den borgerlige lovbog, Bürgerliches Gesetzbuch (BGB), der trådte i kraft 1.1.1900 i hele det tyske rige.

Den afløste mange forskellige civilretlige systemer, men var ikke den første lovbog for Tyskland. I 1861 var der indført en handelslovbog, som senere blev afløst af en ny Handelsgesetzbuch, der trådte i kraft samtidig med BGB, og kort efter at Tyskland var blevet samlet i 1871, indførtes en civilproceslov og en konkurslov.

Før BGB trådte i kraft, gjaldt Gemeines Recht 'Den fælles Ret' i mange tyske stater. Den byggede på romerretten, som siden middelalderen var blevet udviklet af italienske og tyske retslærde. Gemeines Recht kom også til at påvirke BGB.

Annonce

BGB er et videnskabeligt og meget gennemtænkt arbejde. Den består af fem bøger. Den første er en almindelig del, som indeholder de fælles regler, der gælder for de forhold, der er reguleret i de fire andre bøger. Dernæst følger bøger om obligationsret, tingsret, (se ejendomsret ), familieret og arveret.

Der anvendes en abstrakt metode, dvs. at loven bringer de mere almengyldige regler foran de mere specielle. Loven har endvidere et teknisk sprog med præcise begreber, som overalt har den samme betydning, for at reglerne skal fremstå så nøjagtige som muligt. Hvad der vindes i præcision, går dog tabt i læsbarhed; BGB er vanskelig at forstå og finde rundt i.

Den er mere moderne end den hundrede år ældre franske, tingsret (se ejendomsret), Code civil (se Code Napoléon), idet den har taget hensyn til den industrialisering, som havde fundet sted, men dens idégrundlag er stort set det samme.

Den er præget af den borgerlige middelklasses liberale filosofi. Ånden er patriarkalsk og konservativ, men der forekommer nogle få sociale regler, som Code civil ikke havde. Som BGB var tænkt og skrevet, ville den ikke have givet den svage part i et kontraktforhold megen beskyttelse.

BGB og tysk ret i øvrigt blev udsat for en hård prøve i 1900-t. Tyskland oplevede to verdenskrige med deraf følgende fattigdom, ødelæggelser og kriser, 12 års nazistisk diktatur og efter 2. Verdenskrig en opdeling af landet, der skulle vare i mere end 40 år.

I Østtyskland indførtes et nyt retssystem, der var præget af den socialistiske ideologi. Da Øst- og Vesttyskland i 1990 var blevet genforenet, indførtes i hele det nye Tyskland den ret, der havde været gældende i Vesttyskland. For befolkningen i det tidligere Østtyskland var det en pludselig og voldsom omvæltning.

De tyske domstole erkendte allerede under 1. Verdenskrig BGBs utilstrækkelighed og begyndte da et længerevarende reformarbejde. Nogle bestemmelser benyttede domstolene aldrig, mens andre fik et større anvendelsesområde, end de var tiltænkt.

BGB 242, der fastslår, at skyldneren skal opfylde sin ydelsespligt i overensstemmelse med hæderlig og god forretningsskik, samt andre regler blev anvendt til at modernisere tysk ret ved at fortolke og fravige andre af BGB's regler, fx for at tilsidesætte urimelige kontraktvilkår, lempe en sælgers pligt til at levere en vare til en fast pris, hvis der var indtrådt voldsomme prisstigninger, eller bekæmpe retsmisbrug.

Tysk ret har trods sine mangler og prøvelser et meget højt stade med hensyn til socialt indhold. Efter at Vesttyskland i 1949 var blevet en selvstændig stat, blev der ved lovgivning på flere områder rådet bod på, hvad BGB manglede med hensyn til social retfærdighed.

Menneskerettighederne blev indskrevet i Grundloven af 1949, og flere love samt ændringer i BGB beskytter arbejdstagere og den svage part i kontraktforhold. Også de obligationsretlige regler i BGB var forældede, hvilket tyskerne især oplevede efter gennemførelsen af den internationale købelov CISG i Tyskland.

Der var dog længe blandt tyske jurister stor modstand mod at reformere BGB's obligationsret. Da EU havde pålagt medlemslandene inden udgangen af 2001 at gennemføre nogle direktiver om kontraktforhold, blev det imidlertid nødvendigt at reformere obligationsretten, især dens regler om forældelse og om kontrakters misligholdelse. Det skete i stor hast ved den skyldretsreform, som trådte i kraft 1.1.2002.

De nugældende regler om misligholdelse er påvirket af reglerne i CISG og Principles of European Contract Law, se Commission on European Contract Law, og er noget mere tidssvarende. Fx kræves det ved en skyldners misligholdelse af en kontrakt ikke længere for at give fordringshaveren ret til naturalopfyldelse, afslag i købesummen eller adgang til at hæve kontrakten, at skyldneren har handlet uagtsomt eller forsætligt.

Det er tilstrækkeligt, at kontrakten ikke er blevet opfyldt rigtigt. Reglerne om forældelse er blevet forenklet, og der er blevet inkorporeret en række allerede eksisterende obligationsretlige love i BGB, såsom loven om almindelige forretningsbetingelser fra 1976, der lovfæstede den vidtgående kontrol med urimelige kontraktvilkår, især i forbrugeraftaler, som var blevet indført af domstolene i årene forinden.

Det har også været kritiseret, at skadelidende kun kunne få erstatning for et ikke-økonomisk tab, dvs. sjælelig lidelse, Schmerzensgeld, ved skader på liv, legeme og helbred samt ved frihedsberøvelse og ved krænkelse af en kvindes seksuelle frihed, dersom disse skader var forvoldt forsætligt eller uagtsomt, se culpa, og begået uden for kontraktforhold.

Med virkning fra 1.8.2002 kan disse og andre ikke-økonomiske skader også erstattes, hvis de forvoldes i kontraktforhold, også hvor ansvaret er strikt uden krav om culpa. Endelig kan ikke kun kvinder, men også mænd tilkendes erstatning for ikke-økonomisk skade ved krænkelse af deres seksuelle frihed.

De nye regler er som de gamle affattet i et videnskabeligt sprog, som er klart og logisk. Den kortfattede og koncise tekst vækker måske beundring hos tyske jurister, men den er fortsat ubegribelig for lægfolk, og de fleste ikke-tyske jurister må lægge et betydeligt arbejde i at forstå den.

Ifølge Grundloven har mænd og kvinder samme rettigheder, familien nyder statens særlige beskyttelse, og børn født uden for ægteskab skal gives samme muligheder som børn født i ægteskab. Grundloven har ført til en radikal ændring af BGBs fjerde bog om familieretten. Ændringerne er dog ikke store fsv. angår ægteskabets indgåelse. Der er som før tvungent borgerligt ægteskab, og en eventuel senere vielse i en kirke har ingen retsvirkninger.

I tysk ret er den legale formueordning for ægtefæller et såkaldt tilvækstfællesskab, Zugewinngemeinschaft. De kan dog vedtage særeje eller et egentligt formuefællesskab. Under tilvækstfællesskabet råder hver ægtefælle over den formue, som han eller hun har medbragt i ægteskabet, eller som vedkommende erhverver under ægteskabet. Når ægteskabet ophører, beregnes ægtefællernes formueforøgelse, og hvis den enes er større end den andens, foretages der en vis udjævning.

Tidligere byggede adgangen til skilsmisse og reglerne om følgerne af skilsmisse på skyldprincippet. BGB bestemmer nu, at et ægteskab kan opløses ved dom, når det er brudt sammen, uanset hvem der er den skyldige.

Har samlivet ikke varet et år, kan ægteskabet dog kun opløses, hvis det af grunde, som beror på den ene ægtefælle, ville betyde en urimelig belastning for den anden at fortsætte det. Har samlivet været ophævet i et år, er der, hvis begge begærer skilsmisse, en uigendrivelig formodning for, at ægteskabet er brudt sammen.

I 2001 blev næsten 3/4 af samtlige skilsmisser meddelt efter denne regel. Formodningen består også, hvis samlivet har været ophævet i tre år, og en af ægtefællerne begærer skilsmisse. Disse regler har til formål at fritage parterne for over for dommeren at blotlægge alle enkeltheder i deres indbyrdes forhold.

Helt undtagelsesvis kan retten dog bestemme, at ægtefællerne ikke skal skilles, selvom ægteskabet er brudt sammen, hvis det anses for nødvendigt at opretholde det af hensyn til mindreårige fællesbørn, eller hvis en skilsmisse pga. usædvanlige omstændigheder ville være urimelig hård for en ægtefælle, der ønsker ægteskabet opretholdt.

Tyskland har i 2001 indført registreret partnerskab Lebenpartnerschaft, mellem to personer af samme køn. Til indgåelse kræves, at parterne i hinandens nærvær afgiver en erklæring herom til den behørige myndighed. Partnerskabet har i flere henseender de samme virkninger for parternes personlige forhold som ægteskab.

Ved en partners død arver den længstlevende således på samme måde som en ægtefælle. Partnerskabet kan ophæves ved dom, forudsat at der enten er forløbet et år, efter at de begge over for en notar har erklæret, at de ønsker det opløst, eller at den ene over for en notar har erklæret, at han ønsker partnerskabets opløsning, og der derefter er gået tre år, eller at retten finder, at fortsættelse af partnerskabet for den part, der begærer opløsning, pga. forhold, der beror på den anden part, ville være en urimelig belastning. Retten kan i forbindelse med opløsningen træffe bestemmelse om fortsat underhold og om, hvem boligen og indboet mv. skal tilfalde.

Domstole

Der er almindelige domstole for borgerlige sager og straffesager og desuden en række specialdomstole. De almindelige domstoles første instans er Amtsgericht (AG), hvor sagerne pådømmes af en juridisk dommer.

AG behandler småsager, herunder civile sager med en formueværdi af 5000 euro og derunder, lejesager, sager om familieforhold samt tvangsfuldbyrdelse og fører handelsregisteret og grundbogen, som svarer til tinglysning. Den har endvidere tilsyn med konkurs- og dødsboer.

Appel sker til en Landgericht (LG), hvor tre juridiske dommere pådømmer sagen. LG behandler som første instans sager af større økonomisk værdi. Handelssager i LG afgøres af to handelskyndige lægdommere og en juridisk dommer som retsformand. Sager, som er afgjort af en LG i første instans, kan appelleres til en Oberlandesgericht (OLG), hvor alle sager afgøres af tre juridiske dommere.

Domme, der er afsagt af en LG eller OLG som anden instans, kan søges indbragt for højesteret, Bundesgerichtshof (BGH), hvor fem juridiske dommere afgør sagen. BGH tager kun stilling til retsspørgsmål, ikke til bevisspørgsmål.

Sager kan normalt kun ankes en gang; yderligere anke, som kun gives i sager af principiel betydning, eller for at videreudvikle retten eller skabe en ensartet retspraksis, kræver appeldomstolens tilladelse, eller hvor en OLG har nægtet at give den, BGH's tilladelse.

Der findes endvidere en række specialdomstole med flere instanser, fx arbejdsdomstole (Arbeitsgerichte), der afgør individuelle og kollektive arbejdstvister, socialdomstole (Sozialgerichte), der behandler sager om socialforsikring, der omfatter store dele af den offentlige forsorg. Endvidere afgøres stridigheder mellem forvaltningen og borgerne af forvaltningsdomstole (Verwaltungsgerichte) og skatte- og afgiftsspørgsmål af Finanzgerichte.

Forfatningsdomstolen (Bundesverfassungsgericht), der er første og eneste instans i sager om forfatningsspørgsmål, tager stilling til, om Grundloven, herunder især dens regler om menneskerettigheder, er overholdt af myndighederne eller de øvrige tyske domstole.

Læs mere om Tyskland.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bent Lando: Tyskland - retssystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175795