• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Kenya - retssystem

Oprindelig forfatter JLoo Seneste forfatter Redaktionen

Retssystemet bærer stadig præg af statens fortid som engelsk koloni. Ifølge kenyansk lovgivning, Judicature Act, er den materielle common law samt dele af engelsk lovgivning og equity-doktrinen gjort til bestanddele af kenyansk ret, ligesom de kenyanske domstole lægger stor vægt på case law, dvs. tidligere retsafgørelser, såkaldt præcedens. Den kenyanske købelov, Sale of Goods Act, er nærmest identisk med den tilsvarende engelske. Den fortsatte påvirkning fra engelsk ret lettes i øvrigt ved, at al kenyansk lovgivning og trykte kenyanske domsafgørelser skrives på engelsk. Siden statens uafhængighed er den engelske common law dog i visse forhold blevet modificeret for at kunne tjene de særlige kenyanske behov, og fx familieretlige forhold er i en vis udstrækning undergivet afrikansk sædvaneret, muslimsk ret m.m.

Læs mere om Kenya.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joseph Lookofsky: Kenya - retssystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105566