Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frankrig - retssystem

Oprindelig forfatter Lando Seneste forfatter sthornval

Før Napoleon 1. i 1804 satte Code civil (Code Napoléon), den store franske borgerlige lovbog, i kraft for hele Frankrig, havde landet været opdelt i talrige mindre retsområder. I den sydlige del af landet gjaldt der de fleste steder retsregler, som i alt væsentligt byggede på nedskrevne romerretlige kilder. I den nordlige del gjaldt sædvaneretten.

Ved Code civils indførelse blev loven sat i højsædet. Den skrevne lov blev øverste kilde til gældende ret. Hvor der er givet en lov, fortrænges tidligere sædvane og retspraksis. Er loven klar og præcis, må dommeren fortolke den efter dens ordlyd. Er den uklar eller vag, har dommeren en større fortolkningsfrihed.

Code civil er opdelt i tre bøger: om personers retsforhold, der omfatter person- og familieret, om ting og ejendomsret til ting samt om den måde, hvorpå formue erhverves, dvs. arveret, formueforhold mellem ægtefæller og obligationsret.

Annonce

Fransk ret og en lang række af de retssystemer, som har haft fransk ret som forbillede, deler privatretten op i en borgerlig ret (droit civil) og en handelsret (droit commercial). Handelsret er ikke det, som vi forstår ved handelsret (erhvervsret), men en række retsregler, der er specielle for håndværk, industri, handel, banker, transporterhverv mm. De findes nu i Code de commerce fra 2001, som har afløst den tidligere fra 1804. Den borgerlige ret er samlet i Code civil, og her findes de fleste regler om kontraktforhold, fx de almindelige regler om kontrakter, køb, lån, leje mv. og om de tingsretlige forhold. I øvrigt findes der adskillige andre lovbøger, herunder en straffe-, straffeproces- og civilproceslovbog samt en forbrugerlovbog og en lovbog for trafikken på vejene tilligemed en lang række enkeltlove.

Code civil blev ikke givet for den fattige enlige mor, men for den formuende mand med fornuft, foretagsomhed og ansvarsfølelse. Det var hans personlige frihed og initiativ, den skulle sikre, og hans ejendom, den skulle værne om. De lovligt indgåede kontrakter "gælder som lov for parterne" (art. 1134), og dette princip, at aftaler skal holdes for enhver pris, opretholdes stadig i vidt omfang, selvom domstolene siden slutningen af 1980'erne har været tilbøjelige til at ændre eller tilsidesætte groft urimelige kontraktvilkår. Endvidere har lovgiver i nyere tid også indført beskyttelse af arbejdstager, boliglejer og forbruger. Både før og under præsident François Mitterrands styre er sociallovgivningen blevet stærkt udbygget.

Frankrig, der på Napoleons tid var et bonde- og håndværkersamfund, er i dag et teknisk udviklet service- og industrisamfund med andre værdinormer. På mange områder er der givet nye love eller ændret i Code civil. En del af reformarbejdet har imidlertid været overladt til domstolene. De giver lovbogens vage og rummelige bestemmelser et nyt indhold og har på flere områder strakt lovens bestemmelser længere, end det var tilsigtet, ligesom de har skabt nye regler, fx særlige regler om retsmisbrug og fraude à la loi.

En civil- eller straffesag af en vis betydning anlægges ved den stedlige tribunal de grande instance og afgøres af juridiske fagdommere. Handelssager afgøres ved de stedlige tribunaux de commerce af handelskyndige dommere, som ikke er juridiske fagdommere, men som har et godt kendskab til de retsregler, der gælder for de sager, de afgør.. Arbejdsretlige tvister indbringes for de særlige conseils de prud'hommes, hvori der sidder repræsentanter for både arbejdsgivere og ansatte. Afgørelser fra disse domstole kan appelleres til en af de ca. 30 cours d'appel, hvor de behandles af juridiske fagdommere. Retsspørgsmål, men ikke bevisspørgsmål, kan frit indbringes for højesteret, Cour de cassation, som sender dommen til en anden appelret til ny prøvelse, når den ikke stadfæster, men kasserer dommen.

Et forfatningsråd, Conseil constitutionel, kan afgøre, om en lov strider mod grundloven, men kun når de øverste statsorganer, fx præsidenten eller premierministeren, forlanger det. Borgerne kan i modsætning til i Danmark ikke få dette spørgsmål prøvet ved domstolene, men de kan få prøvet, om en lov strider mod EU-retten.

Læs mere om Frankrig.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bent Lando: Frankrig - retssystem i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79379