Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nordisk lovsamarbejde

Oprindelig forfatter Lando Seneste forfatter Redaktionen

nordisk lovsamarbejde, samarbejde mellem retssystemerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige. Kalmarunionen (1397-1523), som førte til en 400-årig union mellem Danmark og Norge, bidrog til store indbyrdes ligheder. Christian 5.s Danske Lov af 1683 blev i 1687 indført i Norge som Norske Lov; kun få af lovens bestemmelser gælder i dag. Efter Unionen med Sverige 1814 fik Norge sin egen regering og lovgivningsmagt og fortsatte sin egen retsudvikling. Finland blev erobret af svenskerne i 1100- og 1200-t. og blev en del af det svenske rige, og svensk ret og lovbogen Sverige Rikes Lag fra 1734 kom til at gælde i Sverige og Finland. De væsentligste dele af denne lovbog er nu ophævet. 1734-års-loven forblev i kraft i Finland, selv efter at Sverige havde afstået Finland til Rusland i 1809, og landet var blevet til storfyrstendømmet Finland, som bevarede et vidtgående selvstyre og dermed også sit nordiske retspræg.

Eksempelvis ophævedes Jordabalken fra 1734 først i 1995 med indførelsen af en ny jordlov i Finland, mens Rättegångs Balken og Byggninga Balken fra 1.1.1734 samt Handels Balken fra 31.12.1734 stadig eksisterer i den finske lovgivning. Ligeledes er den finske Straffelov givet af kejser Aleksander 3. den 19.12.1889 og stadig gældende lov.

Efter Kalmarunionens ophævelse var Danmark og Sverige i perioder i krig med hinanden. I midten af 1800-t. opstod der imidlertid en følelse af kulturel samhørighed, som fra slutningen af århundredet førte til et aktivt nordisk lovsamarbejde. En række ensartede nordiske love blev indført, fx en veksellov, en varemærkelov og en sølov. Man overvejede at udarbejde en fælles nordisk lovbog, men idéen blev opgivet, og arbejdet med enkeltlove fortsatte. Det nordiske lovsamarbejde viste sig at have åbenbare fordele, idet de nordiske lande har en forholdsvis ensartet social og økonomisk struktur.

Annonce

1905-07 indførtes den nordiske købelov i Danmark, Norge, Sverige og i 1922 i Island. Loven blev aldrig sat i kraft i Finland, men de finske domstole anvendte dens regler, som om de gjaldt som lov. Loven vakte opmærksomhed i Tyskland, hvor flere juridiske forfattere priste dens enkle opbygning og enkle og klare begreber. Flere af lovens principper genfindes i Konventionen om kontrakter om internationale løsørekøb (CISG), der i dag (2006) er indført i mere end 67 lande, samt i UNIDROITs Principles of International Commercial Contracts og Principles of European Contract Law, se Commission on European Contract Law. Købeloven fra 1906 gælder stadig i Danmark, men er i Sverige, Norge, Finland og Island blevet afløst af en ny nordisk købelov, som er gennemført sammen med og har ligheder med CISG.

I første halvdel af 1900-t. indførtes bl.a. en nordisk aftalelov, forsikringsaftalelov og gældsbrevslov, der stadig er i kraft. De nordiske ægteskabslove og børnelove var blandt de første i Europa, der gav et barn, der er født uden for ægteskab, samme retsstilling som et ægtebarn. Efter 1952 er lovsamarbejdet videreført inden for rammerne af Nordisk Råd. Anført af Sverige var de nordiske lande blandt de første til at indføre en forbrugerbeskyttelseslovgivning. Det nordiske samarbejde understøttes af nordiske tidsskrifter, fx Tidsskrift for Rettsvitenskap. Hvert tredje år holdes Nordiske Juristmøder i en af de nordiske hovedstæder, hvor emner af fælles interesse diskuteres.

Nordisk ret er blevet påvirket af den kontinentaleuropæiske ret. Selvom romerretten aldrig som i Tyskland har været gældende i Norden, har nordiske retslærde siden middelalderen studeret ved udenlandske universiteter, hvor der blev undervist i romerret. I tiden indtil 2. Verdenskrig opholdt de fleste sig ved tyske og franske universiteter, men efter den tid har de især studeret i England og USA. Den moderne dansk-norske retsvidenskabs grundlægger, A.S. Ørsted, var velbevandret i europæisk ret. Denne påvirkning fra de kontinentaleuropæiske retssystemer finder stadig sted. Danmarks, Finlands og Sveriges medlemskab af EU og Norges og Islands deltagelse i EØS-samarbejdet medfører, at retsregler af kontinentalt indhold og stilpræg bliver gældende i Norden. De nordiske lande har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og må rette sig efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols domme. Det samme gælder de domme, som EF-Domstolen afsiger. Dette har i Danmark fx medført en skærpelse af kravene til dommernes uafhængighed af regeringen og givet den almindelige borger en vis adgang til ved domstolene at få prøvet, om danske love er i overensstemmelse med Grundloven.

Engelsk og amerikansk common law har ikke haft den samme indflydelse på nordisk ret som den kontinentaleuropæiske ret. Dog har de amerikanske kontrakter franchising, leasing og factoring vundet indpas i nordisk kontraktpraksis. Det skyldes imidlertid mere tilfældighed end påvirkning, at man i Norden ligesom i common law-landene har mange enkeltlove, men ikke store omfattende lovbøger.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bent Lando: nordisk lovsamarbejde i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132637