Vidne er en person, der overværer en hændelse og derefter evt. indkaldes for retten for at afgive forklaring om iagttagelser af personer, begivenhedsforløb eller ting, der har betydning for oplysning af en sag, som den pågældende ikke selv er part i. I visse tilfælde indkaldes dog vidner, der ønskes afhørt, alene fordi de har en faglig specialviden. Indkaldelse af et sådant sagkyndigt vidne er et alternativ til syn og skøn. Regler om vidner findes i Retsplejeloven og Straffeloven. Vurderingen af, hvilken betydning en vidneforklaring kan tillægges, er efter gældende dansk ret ikke bundet af retsregler, men undergivet fri bevisbedømmelse. Det indebærer, at retten må støtte sig til sin almindelige dømmekraft, livserfaring og viden om vidnepsykologi. I retssager afhøres vidner som hovedregel under hovedforhandlingen. Afhøringen skal ske på en sådan måde, at den er egnet til at fremkalde en tydelig og sandfærdig forklaring.
vidne
Vidnetvang
Hvis et vidne nægter at afgive forklaring i retten eller udebliver fra et retsmøde uden lovligt forfald, kan retten anvende forskellige tvangsmidler, fx pålægge vidnet en bøde eller løbende tvangsbøder, lade vidnet afhente af politiet eller tage vidnet i forvaring.
Strafansvar
Det er strafbart for et vidne at afgive en falsk, dvs. bevidst urigtig, forklaring for retten. Straffen er som hovedregel ubetinget fængsel. Også forsøg på at påvirke vidner, fx ved vold eller trusler om vold, og chikane mod vidner, der har afgivet forklaring, straffes normalt med ubetinget frihedsstraf.
Vidnefritagelse
I visse tilfælde er det en frivillig sag, om et vidne vil afgive forklaring i retten. En parts nærmeste har således ikke pligt til at afgive forklaring. Det samme gælder i tilfælde, hvor forklaringen må antages at ville udsætte vidnet eller vidnets nærmeste for straf, tab af velfærd eller anden væsentlig skade. Retten kan dog i visse tilfælde alligevel pålægge vidnet at afgive forklaring. Hensynet til journalisters kildebeskyttelse medfører, at disse i betydeligt omfang er undtaget fra vidnepligten.
Vidneudelukkelse
Personer, der har tavshedspligt, må kun afgive forklaring om forhold, der er omfattet af tavshedspligten, hvis der gives samtykke fra den, som er beskyttet af tavshedspligten. Dette gælder således visse offentligt ansatte samt præster, læger, forsvarere i straffesager, andre advokater mfl. Retten kan i særlige tilfælde pålægge sådanne vidner at afgive forklaring; dog kan vidnepligt ikke pålægges præster og forsvarere.
Historie
På landskabslovenes tid spillede vidnebeviset en forholdsvis beskeden rolle sammenlignet med partsed med mededsmænd (se edsbevis) og nævningebeviset (se nævn). I løbet af 1500- og 1600-t. fik vidnebeviset øget betydning på bekostning af de øvrige beviser.
Med Christian 5.s Danske Lov fra år 1683 blev landskabslovenes formelle bevissystem ophævet (se retspleje), og vidnebeviset blev det centrale bevis. Selvom Danske Lovs bevissystem havde til formål at finde sandheden i modsætning til tidligere tiders formelle bevisregler, var der dog ikke tale om en fri bevisbedømmelse, idet der i loven var regler om bevisernes vægt. Til vidnebevis krævedes således mindst to personer, "overensstemmende, og udi een Ting". I 1700-t. og især i det følgende århundrede fandt der bl.a. under indflydelse fra retsvidenskaben en udvikling sted, der førte til en større frihed ved bevisbedømmelsen. Først med Retsplejeloven af 1916 blev grundsætningen om bevisbedømmelsens frihed fuldt ud gennemført i dansk ret.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.