Udpantning er en gennemførelse af pengekrav ved fogedens bistand i tilfælde, hvor der er særlig lovhjemmel herfor, i modsætning til udlæg, der foretages på grundlag af fx en dom, et forlig eller et pantebrev. Udpantning foretages af kommunale pantefogeder for ydelser, der opkræves af primær- og amtskommuner, fx skatter og underholdsbidrag. Pantefogeden kan i stedet for at foretage udpantning bestemme, at kravet skal inddrives ved løntilbageholdelse, hvis der for det pågældende krav er lovhjemmel hertil. Hvis skyldneren fremsætter indsigelse mod foretagelse af udpantning, skal pantefogeden indbringe sagen for fogedretten til afgørelse.