Oprejsningsbevilling er i retsplejen tilladelse til at appellere en retsafgørelse, selvom appelfristen er udløbet. Tidligere blev oprejsningsbevilling givet af Justitsministeriet i civile sager, men efter ændring af Retsplejeloven i 1995 er kompetencen i både civile sager og straffesager tillagt den ret, som sagen appelleres til, dvs. landsretterne eller Højesteret. Oprejsningsbevilling kan kun gives, hvis der er undskyldelige grunde til fristoverskridelsen, og i civile sager kan oprejsningsbevilling som hovedregel kun gives et år efter afsigelsen af en dom (ankesager) og seks måneder efter, at retten har afsagt en kendelse eller truffet en beslutning (kæresager). Når mulighederne for at opnå en oprejsningsbevilling er udtømte, vil retsafgørelsen kun kunne anfægtes gennem regler om genoptagelse, og den har dermed retskraft. Se også retsmidler.