Kollegialret, (1. led af lat. collegialis, af collegium, se kollegium), ret, der består af flere juridiske dommere. Højesteret, Østre Landsret og Vestre Landsret er kollegiale domstole. Efter Domstolsreformen kan der i byretten medvirke tre juridiske dommere i civile sager, fx hvis sagen er af principiel karakter, og i nævningesager medvirker i byretten tre juridiske dommere. Udtrykket kollegial domstol anvendes ikke om en byret, der tiltrædes af lægdommere i fx domsmandssager eller boligsager, eller om Sø- og Handelsretten, der tiltrædes af sø- og handelskyndige medlemmer.