• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dommer

Oprindelige forfattere Garde og JLu Seneste forfatter Redaktionen

dommer, stillingsbetegnelse for de højeste tjenestemænd ved de danske byretter og landsretter og ved Højesteret. Indtil 1919 var domsmyndighed og udøvende myndighed (politi-) ikke adskilt, men begge funktioner varetoges af en embedsmand, som blev kaldt herredsfoged, byfoged eller birkefoged. Se også domstol og birk.

Dommeres uafhængighed er sikret ved Grundloven § 64, hvori der står, at dommere i deres kald alene skal rette sig efter loven og kun kan afsættes ved dom. Dommere udnævnes efter indstilling fra Dommerudnævnelsesrådet, der består af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer, en advokat og to repræsentanter for offentligheden (ikke politikere). I udnævnelseskriterierne indgår nu også bredden i ansøgerens juridiske erfaringsgrundlag og et ønske om dommere med forskellig juridisk erhvervsbaggrund.

For at kunne blive udnævnt til dommer skal en ansøger have bestået juridisk embedseksamen samt være myndig, uberygtet og vederhæftig. Udnævnelse som landsdommer eller dommer i en byret, Sø- og Handelsretten eller Tinglysningsretten kræver i reglen, at den pågældendes egnethed som dommmer har ved bedømt i landsretten. Udnævnelse til højesteretsdommer forudsætter, at den pågældende har godtgjort sin egnethed ved som prøve at votere først i mindst fire sager. Se også dommerfuldmægtig og retssociologi; om nævninger og domsmænd, se lægdommer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Garde, John Lundum: dommer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=66006