Civilproces er regler om, hvorledes civile retssager anlægges, føres og afgøres ved domstolene.

Faktaboks

Også kendt som

borgerlig retspleje

Civile retssager er sager, der omhandler uenighed, tvist, mellem to eller flere parter. Parterne kan være private personer eller juridiske personer som fx staten eller et aktieselskab. Reglerne om straffesagers behandling ved domstolene benævnes straffeproces, og både civil- og straffeprocessens regler findes i Retsplejeloven.

Civile retssager anlægges normalt i den retskreds, hvor modparten har bopæl (se værneting). Som udgangspunkt anlægges civile sager ved byretten og behandles af en dommer. Byretten kan bestemme, at en sag skal behandles af tre dommere, når sagen er af principiel karakter, eller hvis sagens udfald kan få væsentlig betydning for andre end parterne, eller når afgørelsen af sagen indebærer, at der skal tages stilling til særlig omfattende eller vanskelige retlige eller bevismæssige spørgsmål. Byretten kan efter anmodning fra en part henvise en sag af principiel karakter til behandling ved landsretten, hvorfra der er direkte appelmulighed til Højesteret.

I de fleste civile retssager er parterne repræsenteret ved advokat, men det er muligt at optræde som "selvmøder", og dommeren har da en særlig vejledningspligt.

Udgifterne ved den civile retspleje afholdes af parterne gennem betaling af retsafgift. Parterne må også selv betale omkostningerne ved syn og skøn samt salær til deres advokat. Almindeligvis bestemmes det i dommen, at den tabende part skal erstatte vinderen hans udgifter.

Processtoffet, dvs. de oplysninger, der lægges til grund for dommerens afgørelse, frembringes i civile sager af parterne (se forhandlingsmaksimen). Dommeren har mulighed for at stille spørgsmål til parterne vedrørende alt, hvad de fremfører, og endog mulighed for at opfordre en part til at føre bevis. Men det er parterne selv, der træffer afgørelse om bevisførelsens art og omfang.

Et andet grundlæggende princip i både civilprocessen og straffeprocessen er kontradiktionsprincippet, som giver en part ret til at se og udtale sig om alt materiale, der fremlægges af den anden part.

Civilproceskonventioner

Aftaler mellem stater om civilprocesretlige spørgsmål. De kan fx angå forkyndelse af stævning for personer, der er bosat i et andet land end det, hvori retssagen foregår; anmodninger til domstolene i et andet land om at afhøre vidner; udlændinges ret til fri proces eller pligt til at stille sikkerhed for sagsomkostninger; legalisering af dokumenter, dvs. offentlige myndigheders bekræftelse af et dokuments ægthed; domstolenes kompetence til at beskæftige sig med sager mod udlændinge og fuldbyrdelse af domme, der er afsagt af fremmede domstole.

De vigtigste civilproceskonventioner er udarbejdet af den internationale organisation Haagerkonferencen om International Privatret og af EU. Af særlig betydning er EU-Domskonventionen, som sammen med Luganokonventionen fastsætter regler om domstoles kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede domme, gældende for såvel EU- som EFTA-lande.

I 2002 afløstes EU-Domskonventionen af EU-Domsforordningen.

Se også Værnetingskonventionen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig