Bopæl, (opr. en af de pæle, der afgrænser en ejendom (bo)), er et varigt hjem for en person og dennes husstand. Som juridisk begreb er en persons bopæl i en række henseender afgørende for domstoles og administrative myndigheders stedlige kompetence såvel nationalt som internationalt. Bopælen er ligeledes en vigtig tilknytningsfaktor i international privatret og i skatte- og afgiftslovgivningen. Bopælsbegrebet er i de forskellige relationer ikke altid helt det samme. Se også domicil, hjemting og værneting.