Højesteret er en domstol, der blev oprettet ved forordning af 14.2.1661 til afløsning af Kongens Retterting. Højesteret er Danmarks øverste domstol og var indtil 1814 tillige Norges.
Retten har siden grundlæggelsen haft sæde i København og har afholdt sine retsmøder i slottene på Slotsholmen med enkelte afbrydelser. Efter Christiansborg Slots brand i 1794 indtil 1854 blev de afholdt i Prinsens Palæ (det senere Nationalmuseum), 1854-1864 i Schacks Palæ på Amalienborg og efter branden i 1884 indtil 1919 i Bernstorffs Palæ i Bredgade.
Kongen var indtil Grundloven af 1849 (Junigrundloven) rettens formand, men efterhånden gav han kun møde på den første retsdag i retsåret, så allerede i 1674 oprettedes et embede som justitiarius; han blev rettens egentlige leder og fik ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 navn af præsident.
Højesteret bestod oprindelig af ca. 30 dommere, hvoraf en del var uden særlig juridisk uddannelse; fra 1690 ændredes sammensætningen til en fast kerne på 11 dommere, senere 13, assessorer, der skulle være "velerfarne i Lov og Ret". (Højesteret består i dag af 19 dommere, hvoraf en er præsident for Højesteret). Mindstetallet af deltagende dommere i den enkelte sag blev fastsat til ni, og dette forblev uændret indtil 1953. Minimum blev herefter fem dommere, og ved flere udvidelser af kollegiet, blev det muliggjort, at retten kunne virke i to afdelinger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.