Højesteret. Indgangen til Højesteret fra Prins Jørgens Gård er anbragt foran en tilbygning til en af Christiansborgs løngange. Slotsarkitekt Thorvald Jørgensen flyttede portalen fra slotsgården på det nedbrændte Christiansborg, hvor den var placeret, så man kunne køre igennem den, til dette sted oven over mange trin. C.F. Hansens joniske søjler fra 1809 hørte ikke oprindelig hjemme, hvor de nu står; de blev skabt til at have et helt slot som baggrund.

.

Højesteret er en domstol, der blev oprettet ved forordning af 14.2.1661 til afløsning af Kongens Retterting. Højesteret er Danmarks øverste domstol og var indtil 1814 tillige Norges.

Retten har siden grundlæggelsen haft sæde i København og har afholdt sine retsmøder i slottene på Slotsholmen med enkelte afbrydelser. Efter Christiansborg Slots brand i 1794 indtil 1854 blev de afholdt i Prinsens Palæ (det senere Nationalmuseum), 1854-1864 i Schacks Palæ på Amalienborg og efter branden i 1884 indtil 1919 i Bernstorffs Palæ i Bredgade.

Kongen var indtil Grundloven af 1849 (Junigrundloven) rettens formand, men efterhånden gav han kun møde på den første retsdag i retsåret, så allerede i 1674 oprettedes et embede som justitiarius; han blev rettens egentlige leder og fik ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919 navn af præsident.

Højesteret bestod oprindelig af ca. 30 dommere, hvoraf en del var uden særlig juridisk uddannelse; fra 1690 ændredes sammensætningen til en fast kerne på 11 dommere, senere 13, assessorer, der skulle være "velerfarne i Lov og Ret". (Højesteret består i dag af 19 dommere, hvoraf en er præsident for Højesteret). Mindstetallet af deltagende dommere i den enkelte sag blev fastsat til ni, og dette forblev uændret indtil 1953. Minimum blev herefter fem dommere, og ved flere udvidelser af kollegiet, blev det muliggjort, at retten kunne virke i to afdelinger.

Under enevælden

Under enevælden kunne kongerne i kraft af deres jura majestatis ophæve afsagte højesteretsdomme, men det er kun sket en enkelt gang, nemlig i 1740 i en kontroversiel sag om domstolenes kontrol med forvaltningens handlemåde; hjemmel hertil blev først tilvejebragt med Grundloven.

I løbet af enevælden opnåede Højesteret en stadig større reel uafhængighed; stor betydning fik den i 1753 indførte regel, der siger, at en tilfredsstillende prøvevotering er en betingelse for ansættelse som medlem af retten, hvorved den fik vetoret over for fagligt ukvalificerede.

I 1791 overlod kongen afgørelsen i enhver retssag til Højesterets suveræne bestemmelse bortset fra spørgsmålet om lovligheden af forvaltningens handlemåde.

I enevældens første periode var retten i visse sager første og sidste instans, således i sagen mod Corfitz Ulfeldt i 1663, men siden har Højesteret udelukkende virket som appelinstans. Mens Højesteret i øvrigt har kompetence til at pådømme alle sagstyper, blev retten i 1919 afskåret fra bevisbedømmelse i nævningesager og i 1936 i enhver straffesag.

Status på sagstyper i dag

Antallet af forvaltningssager er stigende, mens efterprøvelse af loves grundlovsmæssighed hidtil har haft mindre betydning.

Ved en dom i 1999 om Tvindskolerne erklærede Højesteret for første gang en lov for grundlovsstridig, da loven afgjorde konkrete retstvister mellem Undervisningsministeriet og de enkelte friskoler og udelukkede domstolsprøvelse. Se også Tvinddommen.

Proceduren og voteringen

Proceduren og voteringen er præget af praktiske erfaringer fra Højesterets lange historie. Retsmøder med mundtlig forelæggelse har altid været offentlige, og en adgang til at lade sager udgå til skriftlig behandling har kun været benyttet i stærkt begrænset omfang.

Hjemmelen til at afhøre parter og vidner i selve retten er sjældent benyttet, og forelæggelsen af faktiske oplysninger sker fortsat ved dokumentation af bilag, der på forhånd er optaget i ekstrakter.

Voteringen, der aldrig har været offentlig, påbegyndes umiddelbart efter afslutningen af proceduren og afvikles, som det allerede var praksis i Rettertinget, ved at hver enkelt af de deltagende dommere efter tur rejser sig ved deres plads i retssalen og i omfattende indlæg gør rede for deres opfattelse af sagens faktiske og retlige sammenhæng.

Voteringen er siden 1677 begyndt nedefra med den i anciennitet yngste dommer og med retsformanden som sidstvoterende. Siden 1936 har dommene ikke alene indeholdt oplysning om flertallets begrundelse for resultatet, men også dissentierende præmisser foruden oplysning om antallet af dommere, fra 1958 med angivelse af dommernes navne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig