Retsopgør. Mange års indestængt harme over landssvigere fik luft i befrielsesdagene. En politisk demonstration i Odense den 5. maj 1945 krævede bl.a. død over stikkerne. De første døgn efter befrielsen blev i Odense præget af et voldsomt opgør mellem modstandsbevægelsen og et stort antal hipofolk, der den 6. maj forgæves forsøgte at befri nogle af de mange anholdte. I alt 14 frihedskæmpere og politibetjente samt 2 civile blev dræbt. I København blev der i det første døgn efter befrielsen dræbt 54 personer i ildkampe, mens 255 blev såret, og i Århus blev mindst 10 personer dræbt.

.

Retsopgør. I gymnastiksalen på Maglegårdsskolen i Gentofte bevogtes anholdte, der mistænkes for at have samarbejdet med tyskerne. Natten mellem den 4. og 5. maj 1945 og i dagene derefter anholdtes over hele landet tusinder af mistænkte; anholdelserne skete med regeringens billigelse på modstandsbevægelsens ansvar, uden at Grundlovens krav om, at de skulle stilles for en dommer inden for 24 timer, blev overholdt. De anholdte blev interneret i fængsler, skoler og i andre offentlige bygninger, der midlertidigt blev indrettet til dette formål.

.

Retsopgør. Modstandsfolk bevogter danske nazistiske medløbere i Domhuset i København. Fotografi fra den 5. maj 1945.

.

Retsopgøret i Danmark er betegnelsen for det kompleks af love, domme og andre afgørelser samt de offentlige og private undersøgelser i tiden efter den 5. maj 1945, der tog sigte på at gøre et ansvar gældende med hensyn til visse personer på grund af deres handlinger eller deres holdning under Besættelsen. Retsopgøret rettede sig først og fremmest mod danske statsborgere, men også tyske krigsforbrydere var omfattet. I lovgivningen anvendtes det norske udtryk landssvigere. Mindre udbredt var udtrykkene kollaboratører og kollaboration, der er de internationale betegnelser for samarbejde med fjenden.

Faktaboks

Også kendt som

retsopgøret efter Besættelsen, udrensningen

Straffelovstillægget og Værnemagerloven

Selve opgøret indledtes med omfattende anholdelser og interneringer over hele landet af personer, der var mistænkt som landssvigere. Den lovgivning, hvorefter opgøret skulle finde sted, gennemførtes i Danmark efter befrielsen med tilbagevirkende kraft. Den vigtigste lov var Straffelovstillægget (lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed), der fastsatte straf for en række forbrydelser udført under Besættelsen, se Forræderiloven. Foruden drab og vold blev der fastsat straf for deltagelse i tysk krigstjeneste, angiveri, økonomisk samarbejde samt anden bistand til besættelsesmagten "ved råd eller dåd".

Lovens højeste straf var dødsstraf, der kunne idømmes i tilfælde af drab og vold, hærværk, angiveri eller forbrydelser mod staten (landsforræderi). I alt 78 personer blev dødsdømt og heraf 46 henrettet i 1946-1950. Lovens minimumsstraf var fire års fængsel. I tilslutning til Straffelovstillægget vedtoges et Retsplejelovstillæg, der blandt andet gjorde det muligt at undgå, at sagerne skulle behandles som nævningesager, og appelmulighederne blev begrænset. Som hovedregel skulle en sigtet holdes fængslet, indtil sagen var endeligt afgjort. Som et tillæg til Straffelovstillægget gennemførtes i august 1945 en særlig lov om økonomisk samarbejde med besættelsesmagten, den såkaldte Værnemagerlov.

I alt 12.877 mænd og 644 kvinder blev dømt i henhold til Straffelovstillægget og Værnemagerloven. Landssvigerkriminalitet var en forbrydelse, der overvejende blev begået af mænd, hvilket hænger sammen med, at langt den største gruppe af de personer, som blev dømt under retsopgøret, blev straffet for overtrædelse af Straffelovstillæggets § 10 om tysk krigstjeneste. Det drejede sig om 6930 mænd og 347 kvinder.

Et særligt problem under retsopgøret blev personer, der havde meldt sig til Frikorps Danmark inden den 29. august 1943, idet mange hævdede, at den daværende regerings holdning til besættelsesmagten kunne begrunde straffrihed, men det afviste domstolene. 1638 mænd blev straffet for at have udført tysk polititjeneste eller tjeneste af politimæssig karakter. 1114 mænd og 25 kvinder blev straffet for værnemageri. Når det gælder angiveri, var andelen af kvinder forholdsvis højere, idet 107 kvinder og 306 mænd blev straffet for denne forbrydelse. Ca. 50 personer straffedes som ledende nazister, men i øvrigt var det et princip under retsopgøret, at ingen skulle straffes alene for sin politiske opfattelse. Herved adskilte retsopgøret i Danmark sig fra forholdene i Norge, hvor alle, der havde været medlem af det norske nazistparti, blev straffet.

Ekstraordinær tjenestemandsdomstol

Til retsopgøret hører også udrensningen blandt tjenestemænd i henhold til lov nr. 322 af 7. juli 1945 om Oprettelse af en ekstraordinær Tjenestemandsdomstol m.v., der kunne pålægge disciplinær straf og afskedige offentligt ansatte, som havde været medlem af et nazistisk parti eller "udvist uværdig national Optræden". Tjenestemandsdomstolens mest kendte sag vedrørte generaldirektøren for DSB, Peter Knutzen.

Krigsforbryderdomstolen

I 1946 vedtoges en lov om krigsforbrydelser, og i alt 77 tyske krigsforbrydere blev dømt efter denne lov. Ingen blev idømt dødsstraf ved endelig afgørelse; den tyske rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best, idømtes ved Højesteret 12 års fængsel.

Til retsopgørets love hører yderligere love om avancebegrænsning og tilbagebetaling af fortjeneste ved erhvervsvirksomhed med besættelsesmagten. En del af opgøret foregik inden for private organisationer, hvor der i stort omfang nedsattes æresretter til at undersøge og afgøre medlemmers forhold.

Endelig kan også Den Parlamentariske Kommissions virksomhed henregnes til retsopgøret.

Forhistorien

Et opgør med landsforræderne havde været forberedt siden efteråret 1943. Det var Danmarks Frihedsråd, der i pjecen Når Danmark atter er frit i november 1943 skitserede det kommende opgørs fire hovedprincipper:

  1. Ingen lynjustits
  2. Ikke strafferetligt, men politisk ansvar for politikerne
  3. Love med tilbagevirkende kraft med straf for de egentlige landsforrædere
  4. Et opgør i overensstemmelse med nedarvede retsprincipper

Uden denne pjece og det udvalgsarbejde med de to jurister, overretssagfører Niels Busch-Jensen og fuldmægtig Carl Madsen, som de drivende kræfter, der kort efter blev sat i gang, ville man have stået dårligt forberedt til opgøret. Også politikerne havde nedsat et udvalg, som skulle forberede en straffelov.

Da de to udvalg mødtes kort før befrielsen, kunne de enes om love med tilbagevirkende straf og genindførelse af dødsstraf; men der var ikke enighed om, hvorvidt lovenes tilbagevirkende kraft skulle regnes fra den 9. april 1940 eller den 29. august 1943. Valgtes den sidste dato, var besættelsestidens politik reddet, valgtes den første, måtte også politikerne føle sig i farezonen. Havde man valgt den 29. august 1943 som skæringsdag, ville megen senere diskussion om regeringens holdning og ansvar have været undgået. Det ville have skabt bedre overensstemmelse mellem besættelsestidens politik og bedømmelsen bagefter. Opgøret handlede trods alt om magten i 1945, og da spillede den 29. august 1943 ikke nogen rolle, for synspunktet var da, at modstanden var begyndt langt tidligere. I Straffelovstillægget blev dog indsat en bestemmelse om straffrihed for handlinger, der var udført inden 29. august 1943 i henhold til "Lov, Ordre eller Anvisning" fra lovlig dansk myndighed.

Danmarks Frihedsråd havde forestillet sig, at retsopgøret skulle gennemføres af særlige dommere og anklagere, dvs. særdomstole og en ekstraordinær anklagemyndighed, og at det skulle gå hurtigt. Det ville have fremskyndet opgøret, men var selvfølgelig betænkeligt ud fra "retssikkerhedssynspunkter". At det ikke blev til noget, skyldtes først og fremmest det kompromis mellem modstandsbevægelse og politikere, som førte til en regeringsdannelse, hvor begge parter var repræsenteret lige. Med besættelsestidens politikere i regeringen kunne man ikke hænge domstolene ud, som man ville gøre, hvis de på grund af deres stilling under Besættelsen ikke kunne komme til at deltage i retsopgøret.

Kritik af retsopgøret

Under retsopgøret blev ekstraordinære straffelove administreret af ordinære dommere og anklagere. Det fik den virkning, at de mindre betydelige sager kom for retten først og dermed på det tidspunkt, da stemningen krævede høje straffe. Selvom minimumsstraffen ifølge loven var fængsel i fire år, blev gennemsnitsstraffen to års fængsel, således som domstolene fortolkede loven.

En udbredt kritik af opgøret er, at "de små fisk" blev dømt hårdt, mens de store, om ikke gik fri, så dog blev forholdsvis mildere bedømt. Der er den sandhed i kritikken, at de straffe, som domstolene idømte, senere blev nedsat, og at denne strafnedsættelse og senere benådning kun kom dem til gode, der havde fået mere end to års fængsel.

Der var især i kommunistiske kredse skuffelse over, at opgøret ikke ramte samarbejdspolitikkens politikere samt dommere og embedsmænd og flere af de mange, der havde haft økonomisk fortjeneste af Besættelsen. Opgøret blev aldrig det opgør "til Tops og til Bunds", som dele af modstandsbevægelsen havde krævet.

En særlig kritik, der mest markant blev fremsat af teolog Hal Koch, rettede sig mod politikerne for ikke at ville stå ved besættelsestidens politik. Et af retsopgørets dilemmaer var, at det strafferetlige opgør blev løsrevet fra et moralsk opgør med besættelsestidens politik.

Retsopgøret efter Besættelsen spiller stadig en vigtig rolle i danskernes bevidsthed. Her blev spørgsmål om skyld og ansvar for alvor sat på spidsen, og opgørets moralske dilemma er stadig genstand for debat.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig