naturret

Naturret kan føres tilbage til græsk filosofi, hvor opfattelsen var, at "naturen" stiller visse krav til menneskelig adfærd, mens menneskenes egne konventioner altid kan diskuteres og ændres. Aristoteles sondrede i 300-tallet f.v.t. mellem den specielle lov, der skreven eller uskreven gælder for det enkelte samfund, og den universelle lov, der er naturens lov og binder alle mennesker. Denne retstænkning, der betegnes den klassiske naturret, antog, at mennesket og naturen grundlæggende har samme struktur. Universets makrokosmos og menneskets mikrokosmos er ordnet på samme måde og stræber mod et harmonisk hele.

Efterhånden som Romerriget blev kristnet, blev naturretten indtænkt i kristendommen. Kirkefaderen Augustin satte naturretsideologien ind i det kristne verdensbillede som den evige guddommelige lov – lex aeterna – der havde skabt og ordnet verden. Den perfekte naturret havde kun eksisteret i Paradis, som mennesket ved Syndefaldet var blevet bortvist fra. Mennesket var som skabt i Guds billede et fornuftsvæsen, og gennem De Ti Bud – den åbenbarede lov (lex divina) – havde Gud åbenbaret de grundlæggende retningslinjer, som sammen med fornuften kunne hjælpe den kristne til at forstå naturretten.

Det blev først Thomas Aquinas, som var stærkt præget af Aristoteles' tænkning, der i det ufuldendte værk Summa Theologica for alvor systematiserede den kristne naturret. Den del af lex aeterna, som mennesker kan forstå, er den naturlige lov – lex naturale. De menneskeskabte, positive love – lex humana – må ikke stride imod naturretten eller De Ti Bud. Med sin naturretslære opstillede Aquinas ikke blot et retskildehierarki, men han fik også slået fast, at siden al ret måtte udspringe af den guddommelige naturret, så besad kirken et fortolkningsmonopol i forhold til legitimiteten af al ret. Ifølge Aquinas betød det at være menneske at være i overensstemmelse med den natur, som Gud har givet os, og at virkeliggøre så mange af vore muligheder som muligt; følgelig må loven være en fornuftsordning, der har det fælles gode som mål (se det gode), er givet af den, der har omsorg for fællesskabet, og er offentligt bekendtgjort.

Af renæssancens ændrede natursyn sammen med de religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter, som fik mange til at sætte spørgsmålstegn ved, om Gud egentlig blandede sig i verdens gang, fulgte den rationalistiske naturret (latin ratio 'fornuft'). Denne naturretsopfattelse så i højere grad naturen som materie og byggede retstænkningen på fornuftsprincipper. Hollænderen Hugo Grotius betragtes som grundlæggeren af den rationalistiske naturret med sit værk om krigens og fredens ret (De jure belli ac pacis, 1625). Det vigtigste naturretlige princip er ifølge Grotius, at aftaler skal holdes (latin pacta sunt servanda), hvilket udgør grundlaget for samfundspagtens bindende kraft. Samuel Pufendorf var senere i 1600-tallet i højere grad end Grotius påvirket af Descartes' matematiske beskrivelse af den fysiske verden. I hovedværket om natur- og folkeretten (De jure naturae et gentium, 1672) bygger Pufendorf på naturvidenskabens principper, navnlig den såkaldte deduktive metode, som han lånte fra matematikken. Mennesket er ifølge Pufendorf ude af stand til at eksistere uden andres medvirken til det fælles bedste. Det er derfor nødvendigt, at ethvert menneske forholder sig til andre, således at ingen har grund til at ønske at skade det. Af dette nødvendige fællesskab udspringer den fundamentale naturlige lov, der siger, at mennesket, såfremt det står i dets magt, over for andre skal fremelske og bevare en social indstilling, som er fredelig og til enhver tid gunstig for den menneskelige natur.

I Danmark-Norge fik Pufendorfs retstænkning stor indflydelse både gennem den danske oversættelse fra 1742 af hans kompendium i naturret, der udkom i 1673, og gennem Ludvig Holbergs værk Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab (1716), der blev en almindelig, tilgængelig fremstilling på dansk af de fremherskende naturretssystemer. Holberg skriver, at han bygger på Grotius, Pufendorf og Thomasius, men det var navnlig Pufendorfs system og grundstruktur, han overtog.

Op gennem 1800- og 1900-tallet tog retstænkningen en positivistisk vending; den stillede sig afvisende over for naturret og tilstræbte i stedet en neutral og "videnskabelig" beskrivelse af den positive ret. Hos den danske retspositivist Alf Ross beskrives naturret som moderne retstænknings egentlige fjende, fordi den sammenblander ret og moral.

2. Verdenskrigs grusomheder, hvor jurister medvirkede til en systematisk udryddelse af minoriteter, førte til kritik af den værdineutrale retspositivisme og til en genopblomstring af naturretsinspirerede teorier. Den toneangivende tyske retspositivist Gustav Radbruch fremførte efter 1945 en voldsom kritik af retspositivismens adskillelse af ret og moral, idet han nu hævdede, at loven kunne være uretfærdig, og at der findes en ret, der står over loven. Nürnbergprocessen 1945-1946 dømte krigsforbrydere efter en menneskelig regel om "forbrydelser imod menneskeheden", og i 1948 vedtog FN's Generalforsamling Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der i 1950 blev fulgt op af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Fra nyere tid kan nævnes Europarådets konvention af 1997 om menneskerettigheder og biomedicin (Bioetikkonventionen) (se bioetik), der sætter grænser for anvendelse af biologi og lægevidenskab under henvisning til menneskets værdighed. Menneskerettighedserklæringerne bygger på naturrettens idé om, at det at være borger i et samfund betød, at man måtte underkaste sig staten og de pligter, det medførte, men til gengæld skulle staten sikre grundlæggende rettigheder (se samfundspagten).

Nyere retsteoretikere som Lon L. Fuller (1902-1978) (The Morality of Law, 1964) og John Finnis (f. 1940) (Natural Law and Natural Rights, 1980) har hentet inspiration fra naturretten. Fuller hævdede, at et dybt umoralsk retssystem ikke kan overleve, og at der altid må være krav om retfærdighed og fairness. Finnis genfortolker Aristoteles og Thomas Aquinas i en nutidig kontekst, idet han betoner, at den til enhver tid gældende retsorden skal kunne understøtte menneskelig opblomstring.

Antagelser inden for økonomien bygger på et princip om, at det økonomiske livs aktører, inden for visse grænser, har frihed til at bestemme og gøre, som de selv vil. Det er ved diskussion af disse grænser for handlefriheden, at naturretlig og økonomisk argumentation vil krydse hinanden, fx når man stiller (naturretlige) principper om aftale- og kontraktfrihed op over for principper om god markedsføring. Fra Adam Smith har næsten al økonomisk teori arvet et naturretligt princip om natural liberty, som indebærer, at ethvert indgreb i friheden skal have særlig begrundelse, der i princippet også ville kunne godkendes af dem, der får friheden indskrænket, nemlig hvis de formåede at se på sagen som upartiske iagttagere. På den måde kommer de rettigheds- og frihedsbegreber, der søges afklaret i naturretten, til indirekte at spille en væsentlig rolle i økonomisk teori, især når den benyttes til belysning af økonomisk-politiske problemer.

• retsfilosofi
• det gode
• De Ti Bud
• Samuel Pufendorf