manddrab

Manddrab, ældre betegnelse for drab; begrebet manddrab anvendes dog stadig i Straffelovens § 237. Se også drab.

I middelalderen var manddrab et retsbrud, der affødte en reaktion i form af hævn fra den dræbtes slægt over for drabsmanden og dennes slægt, se fejde. Ved et forlig kunne hævnen afværges mod betaling af en mandebod, evt. med tillæg af en overbod, se gørsum. Mandeboden udgjorde 45 mark penge efter Skånske Lov og de sjællandske love og 54 mark penge efter Jyske Lov; hertil kom en bod til kongen på tre mark med et tillæg på Sjælland på seks mark i "fredkøb"; tre mark penge svarede til en okses værdi.

Manddrab af særlig forkastelig karakter, fx uærligt drab og mord, straffedes med fredløshed eller dødsstraf. Hertil henregnedes drab for vindings skyld, drab begået fra baghold og drab af værgeløse personer.

Med 1500-t.s lovgivning blev behandlingen af almindeligt manddrab skærpet; det medførte nu dødsstraf, hvis gerningsmanden havde handlet forsætligt. Det skyldtes især påvirkning fra mosaisk rets princip "liv for liv", det såkaldte talionsprincip. Dødsstraffen fuldbyrdedes som regel ved halshugning.

I anden halvdel af 1700-t. blev der under indflydelse af oplysningstidens idéer anlagt en mere nuanceret bedømmelse af manddrab, således at drabsmænd, hvis det ikke drejede sig om overlagt drab, blev benådet med frihedsstraf. Straffeloven af 1866 fastsatte frihedsstraf for forsætligt manddrab, dog dødsstraf under skærpende omstændigheder. Sidste henrettelse for manddrab fandt sted 1892; med Straffeloven af 1930 ophævedes dødsstraf.