Landskabslove er betegnelsen for de love, der blev nedskrevet i Skandinavien i middelalderen og gjaldt i de enkelte retsområder i de nordiske lande. Retsområderne kaldtes i Danmark land, i Norge lagdømme og i Sverige landskap eller lagsaga. Hvert område havde sit særlige ting, se lagting og landsting, der ud over at være domstol havde lovgivende magt.

I ældre retshistorisk litteratur mente man, at de ældste landskabslove formentlig er nedskrevet på privat initiativ, selvom de havde samme gyldighed som de yngre kongegivne love, fx Jyske Lov fra 1241. Denne opfattelse er ikke længere enerådende, idet adskillige bestemmelser er påvirket af kanonisk ret og romerretten, ligesom flere bestemmelser må tilskrives kongelige initiativer. Kongemagtens og kirkens indflydelse er navnlig udtalt i de yngre landskabslove.

De nordiske landskabslove indeholder regler om bl.a. person-, familie- og arveret, fast ejendom, forskellige retsbrud og de beviser, som skulle føres i de enkelte sager. Hertil kommer i et vist omfang regler om kongens rettigheder.

Selvom lovene afspejler samfund, hvori slægten endnu spillede en betydelig rolle, og derfor har et vist enhedspræg, er de ved emnevalg og ved løsningen af de retlige problemer præget af indbyrdes forskelle. Det beror dels på nationale afvigelser, dels på den tidsforskel, der er mellem nedskrivningen af de forskellige love.

Fælles har lovene dog, at det er husstandsoverhovedet, på gammeldansk bonden, der er lovenes udgangspunkt, bonden var den eneste, der havde fulde juridiske rettigheder. Kvinder, børn, tjenestefolk, slaver og andre voksne mænd, der var en del af husstanden, var under hans myndighed.

Danmark

Den ældste fastlægning af retten, som den afspejles i nedskrevne love, synes at have fundet sted i anden halvdel af 1100-tallet. Om der har været tale om mundtlig eller skriftlig vedtagne bestemmelser, vides ikke.

Den ældste nedskrevne lov er Skånske Lov, nedskrevet mellem 1202 og 1215. Fra Sjælland kendes to landskabslove: Valdemars Sjællandske Lov formentlig nedskrevet i 1220'erne og Eriks Sjællandske Lov, der i den udgave, der er overleveret, er yngre end 1241. Lovenes tilblivelse kendes ikke, men de er sandsynligvis resultater af forhandlinger mellem landsting, kirke og konge.

Jyske Lov fra 1241 derimod er stadfæstet af kongen. Både de sjællandske love og Jyske Lov er stærkt påvirket af Skånske Love. De bevarede tekster af lovene er løbende redigeret og suppleret med nye bestemmelser frem til 1282, hvor det i Erik Klippings Håndfæstning bliver slået fast, at lovene må ændres.

Mens Valdemars Sjællandske Lov gik af brug hen imod slutningen af middelalderen, bevarede Eriks Sjællandske Lov og Jyske Lov deres gyldighed indtil Christian 5.s Danske Lov fra 1683. For Sønderjyllands vedkommende var Jyske Lov gældende, indtil den tyske civilretlige lovbog, Bürgerliches Gesetzbuch, trådte i kraft den 1. januar 1900. Skånske Lov gjaldt, indtil svensk ret blev indført i Skåne, Halland og Blekinge ved kong Karl 11.s brev af den 20. oktober 1683 til Göta Hovrätt.

Norge

Norge var delt i fire retskredse, der havde hver sin lov. Der kendes meget lidt til deres tilkomst. Det er usikkert, hvornår de første love blev nedskrevet.

Der er en stærk norsk tradition for at antage, at den ældste nedskrivning af Gulatingsloven fandt sted allerede i 1000-tallet, men der er ingen spor af en sådan nedskrivning. Loven blev revideret og måske skriftfældet for første gang under Magnus 5. Erlingsson i 1160'erne. Frostatingsloven er i sin ældste bevarede redaktion blevet til i tiden omkring 1220, men den gennemgik store revisioner i 1260'erne. Af Borgartingsloven og Eidsivatingsloven er kun de såkaldte kristenretter, kirkeret nedskrevet på norsk og anpasset til lokale forhold, bevaret. De to love er formentlig nedskrevet i slutningen af 1100-tallet.

De fire love blev i 1274 afløst af Magnus Lagabøters Landslov. Med den lov blev der tilvejebragt retsenhed i Norge.

Sverige

Den ældste nedskrivning af retten i Sverige fandt formentlig først sted i begyndelsen af 1200-tallet, og nedskrivningen fortsatte indtil 1330'erne. De ældste nedskrevne love er kommet til på lokalt initiativ, mens de sene lovredaktioner er blevet til på kongeligt initiativ. Lovene inddeles i to hovedgrupper, Götalovene og Svealovene.

Til Götalovene hører Västgötalagen og Östgötalagen samt Värmlandslagen, der er ikke bevaret og det samme gælder for Smålandsloven (Tiohäradslagen), hvor kun kirkeafsnittet (kyrkabalken) er bevaret. Muligvis er alle Götalovene blevet nedskrevet i 1220'erne, men kun Västgötalagen er bevaret fra dette tidspunkt. Västgötalagen og Östgötalagen blev gennemredigerede i 1280-1290'erne.

De bevarede redaktioner af Svealovene stammer fra slutningen af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet. Der er ingen spor af ældre nedskreven lovgivning. Svealovene består af Upplandslagen (1296), Södermannalagen (1327), Västmannalagen, Dalalagen og Hälsingelagen. For de tre sidste kendes dateringen ikke, men de er formentlig fra 1320-1330'erne. Loven for Närke er gået tabt.

Med Magnus Erikssons Landslov fra midten af 1300-tallet blev der gennemført retsenhed i Sverige; landskabslovene blev ikke desto mindre påberåbt i retspraksis indtil omkring 1440.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig