Landskabslove er betegnelsen for de love, der blev nedskrevet i Skandinavien i middelalderen og gjaldt i de enkelte retsområder i de nordiske lande. Retsområderne kaldtes i Danmark land, i Norge lagdømme og i Sverige landskap eller lagsaga. Hvert område havde sit særlige ting, se lagting og landsting, der ud over at være domstol havde lovgivende magt.
I ældre retshistorisk litteratur mente man, at de ældste landskabslove formentlig er nedskrevet på privat initiativ, selvom de havde samme gyldighed som de yngre kongegivne love, fx Jyske Lov fra 1241. Denne opfattelse er ikke længere enerådende, idet adskillige bestemmelser er påvirket af kanonisk ret og romerretten, ligesom flere bestemmelser må tilskrives kongelige initiativer. Kongemagtens og kirkens indflydelse er navnlig udtalt i de yngre landskabslove.
De nordiske landskabslove indeholder regler om bl.a. person-, familie- og arveret, fast ejendom, forskellige retsbrud og de beviser, som skulle føres i de enkelte sager. Hertil kommer i et vist omfang regler om kongens rettigheder.
Selvom lovene afspejler samfund, hvori slægten endnu spillede en betydelig rolle, og derfor har et vist enhedspræg, er de ved emnevalg og ved løsningen af de retlige problemer præget af indbyrdes forskelle. Det beror dels på nationale afvigelser, dels på den tidsforskel, der er mellem nedskrivningen af de forskellige love.
Fælles har lovene dog, at det er husstandsoverhovedet, på gammeldansk bonden, der er lovenes udgangspunkt, bonden var den eneste, der havde fulde juridiske rettigheder. Kvinder, børn, tjenestefolk, slaver og andre voksne mænd, der var en del af husstanden, var under hans myndighed.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.