Lands lov og ret var i ældre tid betegnelsen for den gældende ret og retstilstand. Senere under enevælden opfattede generalprokurør Henrik Stampe lands lov og ret som garantien for, at visse principper inden for retsplejen blev respekteret af de administrative myndigheder. Staten måtte ifølge Stampe ikke afskære folk fra at hævde deres ret ved domstolene og fra at appellere en dom til en højere retsinstans. Stampes synspunkter om lands lov og ret og dermed om domstolenes uafhængighed er påvirket af Montesquieus tanker om magtens tredeling og fik blivende betydning i Danmark under enevælden.